Brug af stedord (PR3)

Hvis du gentager det samme navn igen og igen, bliver din tekst kedelig. Det er her, stedordene som han, hun, hende, ham, de, dem osv. kan komme til deres ret. 

Stedord står i stedet for andre ord og gør teksten varieret og spændende. Prøv at se denne tekst, hvor der ikke er anvendt stedord, og læg mærke til, hvor kedeligt det er: 

  • Pers mormor er begyndt at køre motorcykel. Per synes det er lidt flovt, da mormoren er over 70. Mormoren siger til Per, at Per skal passe sig selv, men det vil Per ikke, da Per savner sin gamle mormor.

Gentagelsen af navnet Per og gentagelsen af ordet mormor gør teksten kedelig og tung.  Stedordene kan ændre på dette: prøv bare at se her: 

  • Pers mormor er begyndt at køre motorcykel. Han synes det er lidt flovt, da hun er over 70. Hun siger til ham, at han skal passe sig selv, men det vil han ikke, da han savner sin gamle mormor. 

Vi kan stadig sagtens følge med i, hvem der er tale om, men det er blevet lidt lettere at komme igennem. Så varier dine stedord, men sørg for, at man som læser aldrig er i tvivl om, hvem stedordet står i stedet for. 

Video om brug af stedord