Komma ved opremsninger (K7)

Når ting er forbundet med andre ord i en liste eller en opremsning, skal du sætte komma imellem dem. 

Når du har steder, hvor der kunne have stået “og”, “eller” eller “men” imellem, sætter du et komma. 

Video om komma ved opremsninger

Eksempler på komma ved opremsning

Forkert
Vi skal have øl whisky vodka og cigaretter. 

Korrekt
Vi skal have øl, whisky, vodka og cigaretter. 

Forklaring
Her er tale om opremsninger eller en liste, og du skal derfor have sat nogle kommaer ind. 

Du kan dobbelttjekke, om der er tale om en opremsning ved at se, om du kan indsætte et af de førnævnte ord (og, eller, men). “Og” kan fint passes ind her: Vi skal have øl [og] whisky [og] vodka og cigaretter. I stedet for de mange “og’er” sætter du kommaer.

Husk, at der ikke skal være komma foran det sidste og. Dette gælder også ved ordet samt.

Komma ved opremsning gælder også ved opremsning af sideordnede tillægsord. Det vil sige tillægsord i en sætning, hvor der kunne stå og imellem.

Forkert 
Hun var en ældre tynd dame.

Korrekt
Hun var en ældre, tynd dame. 

Forklaring:
Der kunne stå og imellem tillægsordene: Hun var en ældre [og] tynd dame.