[0]

Guide til gymnasiet

I denne guide kigger vi på, hvordan du kan komme rigtigt godt i gang med STX, HHX, HF eller HTX. Den er først og fremmest til dig, der lige er startet eller snart skal til det. Har du gået på gymnasiet i længere tid, vil der også være nyttige informationer og gode tips at hente. Vi kigger på både det faglige og sociale i gymnasiet, og vi giver dig gode råd til at komme godt i gang.

På gymnasiet og HF skal du i løbet af det første studieår bestemme dig for, hvilken studieretning eller fagpakke (HF), som du vil læse videre på. Vi gennemgår mulighederne og giver dig gode råd til at vælge det rigtige for dig. 

Guiden vil også give dig en masse tips til at få mest muligt ud af gymnasiet. Så vi vil give dig gode råd til at gøre det godt i undervisningen, til eksamener og i de store skriftlige opgaver, som også er del af gymnasiet. Du vil også kunne læse om karaktererne i gymnasiet.

Til sidst kommer vi ind på mulighederne for Gymnasial Supplering, som kan blive aktuelt, hvis du efter gymnasiet eller HF mangler et fag eller niveau for at leve op til kravet på den uddannelse, som du gerne vil ind på.

Guidens struktur

Den første del af guiden handler om at starte på gymnasiet. Her ser vi på, hvordan gymnasiets faglige krav er anderledes, end dem du kender fra folkeskolen. Vi vil komme ind på fagenes krav til dig, dit ansvar i undervisningen, forholdet til lærerne og hvor meget tid, du skal bruge. Her vil du også kunne læse om det sociale liv på gymnasiet og studievejledningen.

I guidens anden del gennemgår vi de første tre måneder af gymnasiet, som kaldes grundforløbet. Vi forklarer om grundforløbsklassen, fagene, de tværfaglige forløb, grundforløbsprøven og valget af studieretning.

Guidens tredje del er til dig, der går på HF. Her har vi lavet en særlig side om første år og valg af fagpakke, som HF har i stedet for grundforløb og studieretninger.

Den fjerde del af guiden handler om de store skriftlige opgaver, som du skal lave i løbet af gymnasiet eller HF.

Guidens femte del giver dig råd til at få en god hverdag på gymnasiet. Her ser vi på, hvordan du kan klare lektier og afleveringer på en god og effektiv måde, og vi giver gode tips om, hvordan du får mest muligt ud af undervisningen og slår igennem i timerne.

I den sjette del introducerer vi dig til Studienet og ser på, hvordan du kan bruge Studienet til støtte for din læring i dine fag og opgaver.

Guidens syvende del handler om karaktererne i gymnasiet. Vi forklarer om forskelle på standpunktskarakter og eksamenskarakter. Vi ser på beregning af gennemsnit og giver dig gode råd om, hvordan du kan optimere dine karakterer.

Den ottende del handler om terminsprøver og eksamen og giver dig gode råd til, hvordan du kan gribe dem an og få et godt resultat.

Guidens sidste del handler om mulighederne for at supplere din eksamen efter gymnasiet igennem GS - Gymnasial Supplering.

Du kan også se de gamle regler

I 2017 ændrede den nye gymnasiereform på reglerne for gymnasiet og HF. Men det gælder kun for elever, der er startet på gymnasiet eller HF i 2017 og senere. Denne guide er lavet, så den passer til de nye regler. På de relevante sider af guiden kan du finde korte afsnit, som forklarer de gamle regler. Disse afsnit er målrettet dig, der er startet før 2017 og nu går i 3.g.

Guide til gymnasiet

[0]
Der er endnu ingen bedømmelser af dette produkt.