Forkert brug af tid (VT1)
Du skal passe på med at springe mellem tiderne i din tekst. Du må ikke skifte umotiveret mellem fx nutid og datid - du skal derfor som en tommelfingerregel holde dig til én gennemgående tid.
Det lyder måske logisk, men faktisk er det en fejl, mange begår. At springe umotiveret i tid forvirrer læseren, der så bruger alt for meget krudt på at finde hoved og hale i tiden i stedet for at forstå dit indhold.
Video om forkert brug af tid
Eksempler på forkert brug af tid
- Han leger med sin bedste ven, og de havde det sjovt.
Sætningen begynder i nutid, og den skal derfor også afsluttes i nutid. Den skulle have heddet:
- Han leger med sin bedste ven, og de har det sjovt.
Sætningen kan dog også skrives i datid, men så skal begge sætninger stå i datid:
- Han legede med sin bedste ven, og de havde det sjovt.
Det er altså vigtigt, at du holder øje med tiden i dine sætninger og sørger for at være konsekvent. Det betyder, starter du en sætning i en tid, skal den efterfølgende sætning også være i denne tid:
- Da klokken var syv, kommer bussen.
"Var" er datid, og den efterfølgende sætning skal derfor også være i datid. Den skulle så have heddet:
- Da klokken var syv, kom bussen.