Ondskab

Arendts teori om ondskabens banalitet vakte stor opmærksomhed i hendes samtid, hvor mange jo netop var beskæftiget med spørgsmålet om, hvordan nazistyrets ugerninger overhovedet kunne finde sted. Arendt mødte dog også kritik, fordi mange misforstod hendes tanker som om, at hun prøvede at undskylde for den ondskab, som Eichmann og hans ligesindede havde gjort sig skyldige i. Arendt forsvarede sig ved at sige, at hun netop ikke prøvede at sige, at de onde gerninger i sig selv var banale - men at motiverne bag dem ofte var. 

Hun argumenterede også for, at en bedre forståelse af, hvordan onde gerninger opstår, jo netop også kan gøre os som samfund bedre til at forebygge, at det sker igen. Siden ondskab ofte kommer af tankeløshed, så er det netop tankeløshed, vi bør prøve at komme væk fra. Det kan vi fx gøre ved at give større plads til filosofien i vores verden, eller ved i højere grad at opdrage og uddanne folk til at tænke kritisk over handlinger og konsekvenser, og ikke blot blindt følge andres bud. På den måde bliver Arendts tanker om ondskabens banalitet også til et slags kampskrift for filosofien som fagligt område. Filosofien er jo netop modgiften mod tankeløshed, fordi filosofien netop handler om at reflektere dybt over, hvordan man lever korrekt, og hvad ens handlinger indebærer i forhold til etik og moral.    

Arendts tanker har derfor også fået opmærksomhed i nyere tid, hvor udbredelsen af konspirationsteorier og falske nyheder igen har illustreret konsekvenserne af mangel på refleksion og kritiske spørgsmål.