Grundlæggelse af sædernes metafysik af Immanuel Kant

Her kan du læse en gennemgang af et uddrag fra Grundlæggelse af sædernes metafysik (1785) af Immanuel Kant. Uddraget findes i lærebogen Refleksion - Grundbog i filosofi af Thomas Falk Larsen og Michael Rasmussen (Gyldendal, 2017), s. 84-86.

Vi behandler uddraget fra lærebogen kronologisk, så vi både giver et resume af tekstens indhold og forklarer nogle af de mest vanskelige pointer med mere almindelige ord og mere moderne eksempler.

Forstå teksten

Uddraget springer ind midt i en passage, hvor Kant er i gang med at overveje, hvordan man kan definere den gode vilje, som motiverer mennesket til at tage de etisk rigtige beslutninger. Kant leder efter en moralsk lov, som kan fungere som grundlag for den gode vilje. Kant siger desuden, at en sådan lov skal være almengyldig og ikke partikulær. 

Derefter laver han en formulering af det kategoriske imperativ: "Jeg skal aldrig handle anderledes, end at jeg også kan ville, at min maksime skal blive en almengyldig lov". En maksime er i denne sammenhæng et princip, som danner grundlag for en handling. 

Kant forklarer her, at det kategoriske imperativ ikke er en konkret lov, men mere et produkt af selve definitionen på, hvad en lov er. I følge Kants definition er en lov altså noget almengyldigt, dvs. som bør følges af alle mennesker i alle situationer, uanset omstændighederne. 

Kant går videre til et konkret eksempel på et etisk spørgsmål fra hverdagen - kan det være acceptabelt at afgive et falsk løfte? Kant introducerer to perspektiver på spørgsmålet - man kan dels overveje, om det er en klog beslutning ud fra et personligt perspektiv, og man kan dels overveje, om det er i overensstemmelse med ens etiske pligt. 

Ud fra et rent personligt perspektiv kan det godt være klogt at give et falsk løfte, fordi man kan opnå nogle fordele ved det. Det er dog ikke helt simpelt at afgøre, fo...