Nytteetikken (eller utilitarismen) er en af de tre hovedretninger inden for den filosofiske etik. Nytteetikken siger grundlæggende set, at den vigtigste standard for om en bestemt handling er etisk rigtig eller etisk forkert er konsekvenserne af handlingen, målt i forhold til, hvor meget nytte handlingen gør. Derfor siger man også, at nytteetikken er en konsekvensetik.
I de følgende sektioner vil vi først tage et kig på nogle grundlæggende begreber inden for nytteetikken, så som selve definition af hvad nytte er, samt forskellen på handlingsutilitarisme og regelutilitarisme.
Derefter vil vi se mere detaljeret på nogle af de mest berømte nytteetikere. Først ser vi på Jeremy Bentham og John Stuart Mill, som var med til at opfinde og udvikle nytteetikken historisk set. Dernæst ser vi på Peter Singer, som er en af de mest berømte nulevende forkæmpere for nytteetikken.
Til sidst vil vi gennemgå nogle af de typiske kritikpunkter, som ofte bliver rettet imod nytteetikken og dens tilhængere.
Uddrag
Her kan du læse et uddrag fra kapitlet om Nytteetik:
Handlingsutilitarisme vs regelutilitarisme
Et andet vigtigt spørgsmål indenfor nytteetikken er, om det bedste etiske handleprincip skal findes ud fra handlingsutilitarismen eller ud fra regelutilitarismen.
Handlingsutilitarismen giver et simpelt svar - den bedst mulige verden kan simpelthen skabes ved, at alle prøver at maksimere nytten med hver enkelt handling, som de udfører.
Regelutilitarismen siger derimod, at den bedste mulige verden kan skabes, hvis vi alle følger et sæt regler, som generelt har den effekt, at de maksimerer nytten.
Det er lettest at forstå forskellen, hvis vi ser på et konkret eksempel:
Forestil dig, at en læge står i den situation, at hun har en døende patient, som er far til tre børn. Hun ved, at patientens liv let kan reddes, hvis der gives en blodtransfusion, men patienten nægter af religiøse årsager denne behandling. Lægen overvejer nu, om det ville være den korrekte handling, hvis hun bedøvede patienten og gav blodtransfusionen i hemmelighed, og derefter løj om, at hun havde gjort det. Konsekvenserne virker overvældende gode: Patienten lever videre, tre børn beholder deres far, og eftersom patienten aldrig får at vide, at der er foretaget en blodtransfusion, bliver ingen følelser krænket.
