Realisme og Realister

Herman Bang har defineret realisme

Herman Bang var en vigtig forfatter i det moderne gennembrud. Han har skrevet teoretisk om, hvad realisme er. Det er derfor oplagt at bruge hans overvejelser, hvis du i en større opgave vil gå i dybden med særlige realistiske træk. Herman Bang udgav i 1879 bogen Realisme og Realister, hvor han beskriver den realistiske stil og portrætterer nogle udvalgte realistiske forfattere.

Lad os kigge på nogle af de ting, Herman Bang mener om realisme. Den første vigtige pointe er, at realisme er en stil, altså en særlig måde at skrive på:

Realismen er en Kunstskole. Maaden, hvorpaa Problemerne iagttages, og hvorpaa det Iagttagne fortælles, er en anden. Selve Fænomenerne er virkelig de samme, og ingen ædruelig Realist vil falde paa at paastaa, at han fortæller Noget, man aldrig før har faaet fortalt.

Bang mener altså, at realisme er en ’skole’, en bestemt måde at skrive litteratur på. Emnerne er derimod grundlæggende de samme, som litteraturen tidligere har beskrevet, i hvert fald på et meget overordnet plan, fx kærlighed. Realismen er derfor noget nyt, men ikke grundlæggende anderledes end andre litterære stilarter. Romantik er en stil med sine fordele og ulemper, og realismen er en anden, som passer bedre til Bangs egen tid.

Bang udpeger i citatet to forskelle i den realistiske litteratur. Den ene er ”Maaden, hvorpaa Problemerne iagttages”, altså det teksten handler om, dens indhold, som vi også kan kalde tekstens hvad. Den anden forskel er den måde, ”hvorpaa det Iagttagne fortælles”, altså formen eller den mere tekniske side af skrivningen, fx fortælleteknik og komposition. Vi kan også kalde dette for tekstens hvordan. For Herman Bang er realisme altså et spørgsmål om både tekstens indhold og form.

Teksten skal vise livet

Bang mener, at den realistiske tekst skal omhandle virkelighedsnære emner, ting der minder om det rigtige liv. Han siger om udviklingen, at ”man en smuk Dag holdt op med at være Romantiker og ved at vende sig mod Livet overhovedet blev Realist.” Man havde i romantikken været optaget af det ideelle, og nu skulle blikket så rettes mod det reelle, altså livet som det er i virkeligheden.

Den realistiske forfatter skulle derfor ikke være et geni med en særlig, spirituel adgang til en højere sandhed, som man tænkte det i romantikken. Forfatteren skulle i stedet være en dygtig observatør af livet omkring ham eller hende: ”Man maatte iagttage Livet, man maatte samle Iagttagelser med en Videnskabsmands Iver, ordne dem med en Videnskabsmands Troskab.” Bang betragter altså den realistiske litteratur nærmest som en slags videnskabeligt studie af livet. Forfatteren skal være flittig og modtager ikke guddommelig inspiration, sådan som romantikkens digtere gjorde: ”Arbejde er den realistiske Digters bedste Inspiration”, skrev Bang.

Fortællingen skal med andre ord være virkelighedsnær og baseret på forfatterens observationer af det virkelige liv. Bang har også en klar ide om, at det fører til mere interessante historier:

Det gjælder derfor ikke blot om at opfinde, men om at fortælle; Livet er, ret betragtet, langt rigere end vor Fantasi. Er man først komm...