Landbrug og livet på landet

Danmark var primært et landbrugsland i 1800-tallet. I 1870 boede kun 25% af befolkningen i byerne. Men i løbet af 1800-tallet skete der en voldsom udvikling i landbruget. I 1700-tallet havde landboreformer betydet, at bønderne var blevet fuldgyldige borgere. Og med indførslen af almindelig skolepligt fra 7 til 14 år i 1814 fik de nu også en grundlæggende uddannelse.

Landbrugets udvikling kan være relevant at inddrage i større skriftlige opgaver, hvis du fx arbejder med levevilkår på landet eller emner som nationalisme eller demokrati.

Sammensætningen af landbefolkningen

Landbefolkningen består i 1800-tallet af flere forskellige grupper. Øverst i hierarkiet fandtes godsejerne, der oftest var af gammel adelsslægt. De havde arvet store godser med mange tilknyttede landbrugsarealer og ofte skovbrug.

Under hvert gods lå mindre fæstegårde, hvor godsejeren lod familier bo mod at arbejde gratis for godsejeren (også kaldet for hoveri) og somme tider betale en årlig afgift (også kaldet for landgilde).

I 1700-tallets slutning bliver det muligt for bønderne at købe deres egne gårde, så i løbet af 1800-tallet etableres flere og flere selvstændige landbrug. I anden halvdel af 1800-tallet ligger antallet stabilt på ca. 70.000 gårde.

Der er dog stadigvæk store befolkningsgrupper på landet, som hverken er af godsejerfamilie eller selvstændige bøder. Der er landarbejdere, som ernærer sig som medhjælpere på godser eller gårde (også kaldet karle og piger). Landarbejdere havde næsten aldrig nogen ejendom, men boede hos deres arbejdsgivere.

Husmænd boede på de mindste landbrugsejendomme. På husmandsstederne gav markerne en utilstrækkelig mæn...