Impressionisme

Impressionisme er en form for realisme

Impressionisme er en bestemt stil inden for realismen. Impressionisme har derfor mange af de samme grundlæggende træk som den almindelige realisme fra det moderne gennembrud. Impressionistiske tekster bruger fx også scenisk fremstilling og skjult fortæller. Forskellen er groft sagt, at impressionismen bruger disse fortælleteknikker på en mere ekstrem måde end realismen.

Navnet impressionisme kommer af det franske ord 'impression', som betyder indtryk. Impressionismen er altså en stil, der er baseret på at gengive de indtryk, som kunstneren får. Impressionismen var oprindeligt en malestil, men nogle forfattere har overført stilen til litteraturen ved at anvende nogle særlige virkemidler, så læseren føler, at fortælleren registrerer alting gennem umiddelbare indtryk. Her på siden får du et overblik over, hvad der kendetegner impressionistisk litteratur.

Hvis du vil gå i dybden med de særlige impressionistiske træk i en større opgave, så kan du læse flere detaljer om impressionismen i Herman Bangs tekst "Impressionisme - en lille replik", der beskriver Bangs syn på impressionistisk litteratur. Herman Bang var helt central for impressionismen i Danmark.

Fortælleren er helt tilbagetrukket

Realismen bruger generelt skjult fortæller. Men i impressionismen er den skjulte fortæller videreudviklet, så fortælleren trækker sig så langt tilbage som muligt. Det betyder, at fortælleren nærmest kan blive usynlig, så vi som læsere glemmer, at handlingen bliver fortalt fra en bestemt position. Fortælleren bliver fx usynlig, når der bruges direkte tale i en tekst.

Personernes tale kan skrives som indirekte tale, hvor fortælleren refererer, hvad en person siger. Her kan vi stadig fornemme fortællerens tilstedeværelse i teksten. Personernes tale kan også skrives som direkte tale, hvor personerne selv får ordet. Det er her, fortælleren for alvor bliver skjult eller tilbagetrukket. I impressionismen bliver den direkte tale ofte brugt i sin mest ekstreme form, hvor fortælleren slet ikke hjælper med at holde styr på, hvem der taler hvornår.

Herman Bangs novelle ”Foran Alteret” fra 1880 indeholder gode eksempler på dialoger, som fortælleren ikke kommenterer. Der er ikke engang en angivelse af, hvem der siger hvad. Det vil en fortæller typisk angive ved at tilføje ’sagde hun’ eller ’sagde hr./fru/frøken NN’ efter citatet. I stedet hører vi kun replikkerne: