Befolkningsudviklingen

1800-tallet blev kendetegnet af en enorm befolkningstilvækst. På små 200 år frem til nutiden skete en femdobling af befolkningen. Selvom levestandarden steg markant i løbet af 1800-tallet, var der også store sociale problemer. Befolkningsudviklingen kan være relevant at inddrage, hvis du skriver en større skriftlig opgave om fx fattigdom.

Baggrund for befolkningsudviklingen

I landbrugssamfundet i 1700-tallet var antallet af nyfødte og antallet af døde på samme høje niveau. Det betød, at befolkningstallet stort set ikke udviklede sig. Hver kvinde fik i gennemsnit 4-5 børn. Gennemsnitsalderen for ægteskab var høj, 27 år for kvinder og 30 år for mænd. Det betød at kvinderne ca. fødte et barn hvert andet år.

20% af børnene døde inden for deres første leveår, mens 10% yderligere døde af børnesygdomme. Dertil kom epidemier og flere perioder med hungersnød, hvor høsten havde slået fejl. De svageste døde i stort omfang af sult eller kulde.

Men fra midten af 1700-tallet begynder dødskvotienten at falde. Dødskvotienten er antallet af døde pr. 1000 mennesker. I 1945 når den vor tids kvotient på 10-11 promille. Faldet skyldes en række forskellige fremskridt i levestandarden. Det gælder nye former for medicin og lægebehandling, bedre vandforsyning og kloakering, sundere boliger o...