Befolkningsudviklingen

1800-tallet blev kendetegnet af en enorm befolkningstilvækst. På små 200 år frem til nutiden skete en femdobling af befolkningen. Selvom levestandarden steg markant i løbet af 1800-tallet, var der også store sociale problemer. Befolkningsudviklingen kan være relevant at inddrage, hvis du skriver en større skriftlig opgave om fx fattigdom.

Baggrund for befolkningsudviklingen

I landbrugssamfundet i 1700-tallet var antallet af nyfødte og antallet af døde på samme høje niveau. Det betød, at befolkningstallet stort set ikke udviklede sig. Hver kvinde fik i gennemsnit 4-5 børn. Gennemsnitsalderen for ægteskab var høj, 27 år for kvinder og 30 år for mænd. Det betød at kvinderne ca. fødte et barn hvert andet år.

20% af børnene døde inden for deres første leveår, mens 10% yderligere døde af børnesygdomme. Dertil kom epidemier og flere perioder med hungersnød, hvor høsten havde slået fejl. De svageste døde i stort omfang af sult eller kulde.

Men fra midten af 1700-tallet begynder dødskvotienten at falde. Dødskvotienten er antallet af døde pr. 1000 mennesker. I 1945 når den vor tids kvotient på 10-11 promille. Faldet skyldes en række forskellige fremskridt i levestandarden. Det gælder nye former for medicin og lægebehandling, bedre vandforsyning og kloakering, sundere boliger og ikk...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind