Skrivestil og ismer
Det moderne gennembrud var præget af nye træk ved litteraturen, som gjorde op med tendenserne i romantikken. Indholdet ændrede sig med fokus på at sætte problemer under debat, særligt de tre k'er, altså kvinder, klasse og kirke.
Men det betød også, at formen ændrede sig. Litteraturen skulle nu afspejle virkeligheden, og det betød, at den skulle være realistisk. Realisme handler ikke kun om at have en handling, der kunne foregå i virkeligheden. Det er også meget vigtigt at få læseren til at føle sig tæt på handlingen, samt at beskrivelsen virker objektiv. Det kræver en særlig fortælleteknik.
På de næste sider kan du læse mere om realismen som stil samt om de forskellige typer realisme i det moderne gennembrud: kritisk realisme, naturalisme og impressionisme.
Forskelle og ligheder
Realisme, kritisk realisme, naturalisme og impressionisme er beslægtede skrivestile, som har en række fælles træk. Du kan få et overblik over de mest centrale forskelle og ligheder i skemaet nedenfor. Du kan læse mere om hver enkelt skrivestil på deres individuelle sider.
Realismen kan ses som den overordnede skri...