Personer

Persongalleriet er et bredt billede af nutidens mennesker

Hovedpersonerne i Bavian er en broget skare. De repræsenterer tilsammen flere sociale lag, aldersgrupper, baggrunde og kønsidentiteter. Novellesamlingen giver et ret bredt billede af nutidens mennesker. Aidt holder sig stort set til at skrive om mennesker i Danmark, med novellen "Kvinden i baren" som eneste undtagelse. Den foregår i Berlin og hovedpersonen er tysk.

Ingen af novellerne har et særligt stort persongalleri. I hovedreglen fokuserer de på én hovedperson i handlingen, mens de øvrige personer fungerer som bipersoner. Undtagelser er "Bryllupsrejse" og "Stjernehimmel" som begge har to hovedpersoner, der skiftes mellem i handlingen. "Myggestik" har et kortvarigt skift i synsvinkel, som medfører at vi pludselig ser handlingen fra et andet perspektiv end hovedpersonens.

Et af de gennemgående motiver i novellerne er forholdet mellem mennesker. De fleste af novellerne har fokus på relationer i kærligheds- eller parforhold. Der er dog enkelte noveller, som har fokus på andre relationer i familien.

Personerne skabes af deres handlinger

Gennemgående for novellerne er, at personerne karakteriseres gennem deres handlinger, replikker og tanker. Vi møder ikke personkarakteristikker, hvor en ydre fortællerstemme på et bestemt sted i handlingen beskriver personerne eller vurderer dem. Derfor må vi som læsere selv sammenstykke, hvordan personerne er. Oplysningerne kommer ikke samlet, men må udledes af handlingen som helhed. Det betyder, at vi i løbet af læsningen langsomt vil bygge et billede op af personerne.

I nogle af novellerne bliver hovedpersonerne fremstillet med runde personkarakteristikker. Det vil sige, at vi får et dybere indblik i hovedpersonernes tanker og handlinger, og dermed får større mulighed for at leve os ind i deres liv. Indblikket bliver dog ofte begrænset, da personerne i mange tilfælde kun giver et mindre indblik i deres baggrund og dybere tanker.

"Solbær"

Vi ser det fx i novellen "Solbær". Her bor to kvinder sammen, førstepersonsfortælleren og veninden Helle. Vi får til en vis grad et indblik i deres fortid. De har været veninder, siden de var helt unge. Det lader til, at fortælleren har et begær efter sin veninde, som hun enten ikke er helt klar over, eller som hun bevidst vælger at fortie for læseren.

Vi ser det i beskrivelsen af en situation fra deres ungdom, hvor fortælleren beskriver en bytur. Her bliver Helle tatoveret og kysser bagefter tatovøren, en mand, direkte på munden. Fortælleren bemærker, at det ikke lignede Helle at gøre sådan. Hun undskylder nærmest Helles handling ved at henvise til, at de var fulde. Den efterfølgende erindring sætter hendes undskyldning i et nyt lys.

“Bagefter købte vi morgenbrød og cyklede ud til stranden, og så sad vi der og så solen stå op, og jeg smed alt tøjet og løb ud i vandet, hvor jeg lod som om jeg druknede, men Helle var allerede på vej væk, og jeg råbte efter hende, men hun standsede ikke op, og jeg så hvordan hun vaklede op over klitterne og forsvandt. Bagefter græd jeg. Jeg sad og græd og frøs og fik sand i øjnene og op under min kjole. Men jeg ...