Roman

Romanen er en prosafortælling, som er bygget op omkring et længere tidsforløb. Typisk har den én hovedperson og flere bipersoner, som gennemgår et komplekst handlingsforløb, der består af en kæde af begivenheder. I traditionelle romaner lægges et helt livsforløb frem for læseren, hvilket giver mulighed for at leve sig ind i en persons erfaringer og karakter.

Romanens oprindelse som genre

Romangenren er vokset ud af en litteraturhistorisk tradition for længere, episke fortællinger, som begynder omkring middelalderen. Både de islandske sagaer og middelalderens fortællinger om riddere og sagnkonger kan siges at have træk, som indgår i romanen som genre.

Typisk regner man dog “Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha” (1605-1615) af Miguel de Cervantes Saavedra (1547-1616) som det første værk i romangenren. Cervantes’ hovedperson Don Quixote tager ud på et længere eventyr, fordi han er inspireret af ridderromaner. Det går imidlertid ikke så godt for ham.

Romanens længde giver mulighed for at lave en udbygget miljø- og samtidsskildring, ligesom personerne har en psykologisk dybde. Som regel vil hovedpersonen i en roman gennemgå en personlig udvikling i løbet af handlingen. Som læser vil man have mulighed for at identificere sig med personens moralske dilemmaer og eksistentielle spørgsmål.

I 1700-tallet udgives en række romaner, som falder ind under genren rejseroman. Særligt kendt er “Robinson Crusoe” (1719) af Daniel Defoe (1560-1731), som gav navn til en hel undergenre af såkaldte robinsonader, hvor vestlige rejsende strander i den vilde natur. I Danmark skriver Ludvig Holberg i 1741 sin rejseroman “Niels Klims underjordiske Rejse”. Her falder den norske student Niels Klim i et dybt hul i Bergens klipper. Under jorden oplever han en anden planet, med flere forskellige samfund, som er indrettet meget forskelligt fra datidens samfund.

1700-tallet byder også på brevromaner, som er en genre, hvor romanen opbygges af daterede breve, hvor skribenten beretter om sine oplevelser, følelser, tanker og handlinger. Den danske forfatter Johannes Ewald (1743-1781) skriver i 1774 sin selvbiografi “Levned og Meeninger”.  Bogen udkommer som brevroman og derfor fortælles gennem enkelte situationer frem for en fremadskridende handling.

Dannelsesromanen

I slutningen af 1700-tallet opstår dannelsesromanen som genre. I den typiske dannelsesroman følger læseren, hvordan hovedpersonens personlighed formes gennem et helt livsforløb.

Dannelsesromanen har lige som eventyrerne en tredelt struktur. I barndommen/hjemme er der tryghed, med det varer ikke ved. Hovedpersonen vil som ung søge ud for at afprøve sig selv i en konfliktfyldt verden. I verden vil personen blive klogere på sig selv og sine egne begrænsninger. Til sidst vil hovedpersonen vende hjem som et voksent dannet individ, der har fundet sin identitet. På den måde viser dannelsesromanen et komplet dannelsesforløb, der starter i tryghed, fortsætter i konflikt og ender harmoni.  

Dannelsesromanen er udbredt som genre i 1800-tallets romantiske periode. Romanen “At være eller ikke være” fra 1857 af H.C. Andersen (1805-1875) er et godt eksempel på dannelsesromanen. Men også Martin Andersen Nexø (1864-1959) skriver med  “Pelle Erobreren” fra 1905 en dannelsesroman. Så det er en genre, som overlever romantikken.

Samtidigt med dannelsesromanen opstår den historiske roman. I den historiske roman bruger en forfatter litterære virkemidler til at digte mere eller mindre frit videre på historiske personers liv og historiske begivenheder. Man kan sige, at forfatteren til den historiske roman skaber en fiktiv udgave af historien I romantikken har de historiske romaner oftest den samme ...