Digt

Digte tilhører den lyriske hovedgenre. I modsætning til epik og drama har det typiske lyriske digt ikke et handlingsforløb, men udtrykker i stedet oplevelser, følelser og tanker. Digtet kan fange en situation eller en stemning og beskrive det kunstfærdigt, så læseren bliver fascineret.

Den tidligste digtning

Den tidligste digtning i den nordiske tradition var hovedsageligt mundtlig. Den ses blandt andet i folkeviserne og eddadigtningen. Den islandske høvding Snorre Sturluson (1179-1241) nedskrev i 1225  på Island et værk, som gav navn til en genre bestående af guide- og heltedigte fra vikingetiden. Genren kan opdeles i den ældre og ungre edda, som er to forskellige samlinger af tekster.

Den ældre edda er en samling af digte helt tilbage fra 800-tallet. Den yngre edda har form af en håndbog for omrejsende digtere (skjalde), hvor der er oplysninger om den nordiske mytologi og digtekunsten. Den gennemgår forskellige verseformer, rim og metaforer (kenninge) og giver kommende skjalde nogle gode eksempler i form af digte.

De to eddaer giver tilsammen et billede af vikingetidens verdensbillede, mytologi og digtekunst. Stilen i dem er præget af bundne versemål, bogstavrim og allitterationer. Ved siden af eddaerne kender vi også til egentlig skjaldedigtning. Vi kender navne på mange af skjaldedigterne, ligesom vi kender til de konkrete historiske begivenheder, hvor digtene blev fremført.

De romantiske digte

Særligt i den romantiske periode fra begyndelsen af 1800-tallet får digtningen en stor opblomstring. Romantikken har et fokus på følelser, intuition og inspiration, som passer godt til digtenes måde at fremstille det lyriske jegs subjektive oplevelse af verden. I de romantiske digte dyrkes følelsen og naturen for alvor.

Blandt virkemidlerne er en dynamisk stil med mange udsagnsord og tillægsord, den ses blandt andet hos Adam Oehlenschläger (1779-1850).

Digterne kan udtrykke romantikkens oplevelse af naturen som én stor sammenhængende organisme, hvor Gud er til stede i alt. Det kan de via besjælinger af alt fra vejrfænomener over genstande til dyr og planter.  

Symbolisme

I romantikken opfattes digteren som et særligt geni, der gennem sine digte kan se den store sammenhæng i naturen. Det fortsætter i 1890’erne med symbolisterne, som forsøger at genskabe en sammenhæng i verden gennem deres digte. På den måde ligner de romantikerne.

Mellemkrigstidens futurister kan ses som en slags fortsættelse af symbolismen. De skriver digte, som hylder krig, kaos, udvikling, fart, byer og teknologi. De adskiller sig altså fra romantikere og symbolister i deres motivvalg, men alligevel finder en ny sammenhæng i den moderne verden.

Også ekspressionisterne i mellemkrigstiden fører traditionen fra symbolismen videre.  De er inspireret af Freuds tanker om menneskets driftsliv. Heri ser de en sandere virkelighed end i en omverden præget af nytte og rationalitet. Ekspressionisterne forsøger derfor at skabe det skarpest mulige udtryk af deres indre følelser og tanker igennem sproget, Deres digte er derfor præget af stærke farver, voldsomme udtryk og en leg med sprogets klang.

I tiden efter anden verdenskrig opstår en højtidelig og abstrakt måde at digte på. I Heretica-digtningen vender man tilbage til en romantisk og symbolistisk opfattelse af digteren som et særligt geni, som gennem sine digte har en særlig vej til erkendelse af livets mening.

Moderne digtning

I det 20.århundrede bliver digtningen til i skyggen af de to verdenskrige. Væk er romantikkens harmoniske verden, og i stedet indtræder en oplevelse af fremmedg...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind