Blog og YouTube-video

I princippet har alle mulighed for at oprette en blog. Blog er en forkortelse for det engelske ord weblog, som kan oversættes med internetdagbog. De første blogs var hovedsageligt i tekstform, og den type kan derfor betragtes som sagprosa. Men senere er de også blevet til blogs bestående af billeder (som fx en Instagramprofil) eller videoer (som fx en YouTube-kanal). En videobaseret blog kaldes også for en vlog. 

For nemheds skyld omtaler vi her alle typer som blogs, når vi ikke taler helt specifikt om specielle typer.

Bloggenrer

Blogs er oftest udtryk for skribentens subjektive synspunkter, men kan dog i visse tilfælde bygge på objektive fakta. Blogs kan skrives på mange forskellige måder. Der findes blogs, som argumenterer for bestemte synspunkter. Der findes blogs, som er bygget op om fortællinger fra bloggerens eget liv. Der findes blogs, som omtaler og måske anmelder produkter. Der findes blogs, som rummer kreative og fiktive tekster. 

En god måde at inddele blogs på kunne være i disse fire grupper:

  • Den personlige blog handler om afsenderens eget liv. Den er ofte dialogisk og afsenderorienteret. Meget tit er den udtryk for selviscenesættelse.
  • Den informerende blog orienterer om et emne, som afsenderen er engageret i og måske ved noget om. Typisk vil disse blogs være drevet af specifikke interesser fx for politik, husdyr, litteratur, musik osv.
  • Den kommenterende blog forholder sig til samfundsdiskussioner og kan sammenlignes med kronikken eller læserbrevet. I kommenterende blogs har afsenderen nogle synspunkter, som vedkommende argumenterer mere eller mindre gennemført for.
  • Den kommercielle blog handler om at sælge bestemte produkter. Ved at lave oplysende og nyttige artikler ledes læseren i retning af at købe afsenderens produkter.

Mange blogs falder uden for denne inddeling. Oftest fordi de blander de forskellige genrer. Der kan også være blogs, som har litterære eller kunstneriske ambitioner, som derfor består af fx kortprosatekster, digte, malerkunst eller fotografier.

Avisernes blogs

På de fleste større avisers websider findes der i dag faste blogskribenter, som skriver blogs om aktuelle emner eller andre ting, som lige falder dem ind. Meget ofte skrives de af mennesker, som har en bestemt politisk holdning, eller det kan være mennesker, som har en særlig faglig viden om et emne, fx sundhed og sygdom.

Disse blogs er sammenlignelige med kommentarer og klummer. Men de har derudover det træk, at det ofte er muligt for læserne at debattere det enkelte indlæg direkte på avisens side. Analyser kan også optræde i avisernes blogs.

Microblogs

Udover egentlige blogs findes der også microblogs, hvor du har en nem og hurtig mulighed for at dele tekst, billeder, videoklip, links og meget andet. Hvis du har Facebook, kan du se statusopdateringer som en mulighed for at lave en microblog. Der er imidlertid ikke så mange, der længere anvender Facebook på den måde. Her har tjenesten Instagram overtaget som en fotobaseret microblog.

En anden microblog er Twitter, hvor man kan sende op til 280 anslag i en hurtig kommentar – et tweet. Også her kan man bruge links, billeder og videoklip. 

Blogs på video: youtuberne

I de senere år er det fx blevet udbredt for især unge at lave deres egne kanaler på YouTube, hvor de lægger videoer op af sig selv. Typisk er videoerne underholdende og humoristiske, men de kan også have et mere seriøst og personligt indhold.

Formen varierer meget. Nogle videoer fremstår som meget personlige, hvor youtuberen taler direkte om personlige emner til sine følgere. Evt. i form af Q&A (Questions & Answers), hvor youtuberen har fået nogle spørgsmål på forhånd fra sine følgere. Det kan også være bekendende, hvor youtuberen på egen hånd fortæller sine følgere om et personligt emne.

Videoerne kan også være en form for min...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind