Film

Som medie kan filmen trække på alle de tre storgenrer. Skuespillernes samspil på skærmen trækker på den dramatiske storgenre. Filmens fortællende forløb trækker på den episke storgenre. Og kombinationen af billeder og lyd kan have stemnings- og følelsesskabende effekter, som minder om lyrik.

Denne side handler om fiktionsfilm. Hvis du er interesseret i dokumentarfilm, kan du læse mere om det her. Er det i stedet kortfilm, finder du det her.

Filmens tidlige historie

Filmen bliver udbredt som medie i starten af 1900-tallet. De tidligste eksempler på film var ganske korte. En film kunne ofte være overstået på 1-2 minutter. Filmene blev forevist som del af markedsgøgl, hvor man ofte samlede 9-10 film i et program, som bragte publikum vidt omkring lige fra cirkusnumre over aktuelle begivenheder til filmoptagelser fra fjerne steder. Der opstår efterhånden faste biografer i de større byer, og samtidigt bliver filmene længere, så et spillefilmsformat med en længde fra 15 minutter til et par timer bliver almindeligt.

Filmene er frem til 1930’erne hovedsageligt sort-hvide stumfilm, hvor handlingen fortælles i en række scener, som klippes sammen. I en del film klippes der tekstskilte ind, som fortæller om scenen eller videregiver replikker. Det var almindeligt, at biograferne havde ansat en pianist eller organist, som kunne spille underlægningsmusik til filmfremvisningen. I store biografer kunne der faktisk være et helt orkester med.

Danmark var i stumfilmsperioden frem til ca. 1920 en af verdens førende filmproducenter. Dette skyldtes især at sproget var fraværende fra stumfilmen og dermed ikke en kulturel hindring.

Fra 1930’erne bliver især den amerikanske filmindustri dominerende. Talefilmen er kommet og kort derefter bliver det muligt at lave farvefilm. Samtidigt starter de første forsøg med TV bl.a. omkring de olympiske lege i Berlin i 1936 og hos BBC i Storbritannien.  I 1960 har 80% af de amerikanske husstande et tv.

Læs mere om filmhistorie i vores overblik over mediehistorie. 

Filmgenrer

Gennem filmens historie er der opstået et utal af filmgenrer inden for fiktionsfilm. Nogle af de tidligste genrer var westerns, science fiction, komedier, romancer og melodramaer. Filmgenrerne kan komme fra tilsvarende litterære genrer, som det fx er tilfældet med science fiction og horror. Men de kan også opstå, fordi en ny film danner skole, så andre filmskabere efterligner den. Genrer kan også opstå som udviklinger af allerede eksisterende genrer. Den nordiske krimi som fx ”Flaskepost fra P” er opstået med afsæt i den amerikanske film noir genre, som selv er vokset ud af kriminalfilmen.

Nogle af hovedgenrerne inden for nutidens film er horror, science fiction, melodrama, action, thrillers, romantisk komedie, mockumentary og superheltefilm. Ved siden af genrefilm som disse findes også såkaldt Art-film, som eksperimenterer med sit eget genremæssige udtryk fx ved at fjerne dramaet til fordel for en mere poetisk billedfortælling. Du kan læse mere om de forskellige filmgenrer i vores vejledning til filmanalyse.

Derudover opstår der af og til genrer, fordi en række filminstruktører begynder af lave deres film på samme måde. Et godt eksempel var Dogme 95, som er en dansk filmgenre, hvor instruktøren skal holde igen med de filmiske virkemidler til fordel for dialogen, håndholdt kamera og reallyde.

I Dansk arbejder vi ofte med adaptioner, dvs. film som bygger på skønlitteratur. I en adaption vil manuskriptforfatteren, instruktøren og filmproducenten stort set altid lave en udgave af den oprindelige bogs handling, hvor de bearbejder materialet, så det bliver velegnet til filmmedier. Derfor kan adaptioner afvige en hel del fra den oprindelige bog.  Det kan skyldes både fravalg og nyskabelser, som både kan være i forhold til karakterer, de enkelte scener og den overordnede opbygning. Når vi arbejder med adaptioner, kan det derfor være en god idé at betragte adaptionen som en form for fortolkning af romanen.

Dramaturgi

Som medie har filmen en række muligheder for at skabe interessante og gribende fortællinger. Filmsproget består en lang række filmiske virkemidler. Det grundlæggede er filmens dramaturgi, dens opbygning. De mest almindelige dramaturgiske modeller er den lineære fortælling, den cirkulære fortælling og plot point modellen.

Den lineære fortælling går ud på at fortælle filmens historie i kronologisk orden. Den cirkulære fortælling har oftest en rammefortælling, som optræder i filmens start og slutning, så filmen så at sige ender der, hvor den begyndte. Midterdelen vil så typisk handle om de begivenheder, som ledte op til startens rammefortælling. 

Plot point modellen en...