Folkevise

Folkeviserne kaldes i europæisk litteratur for ballader. Balladerne var danseviser til kædedans. En forsanger (trubadur) fremførte selve stroferne, mens deltagerne sang med på omkvæd, mens de dansede. Viserne er anonymt overleverede i mundtlig form. Fra renæssancen og frem begyndte især adelsfolk at skrive dem ned.

Folkevisernes opbygning og stil

Folkeviserne har en opbygning i tre dele. I første del introduceres helten og grundkonflikten. Konflikten udspiller sig i den anden del. I tredje del kommer så udgangen på konflikten som kan være enten lykkelig og tragisk. Viserne har et begrænset antal personer og udelader alt som ikke er vigtigt for deres handling. Der er typisk kun to personer i dialog ad gangen.

Stilen i folkeviserne er præget af regler, gentagelser og faste vendinger, der angiver tid, sted og udseende som fx ”årle morgen”, ”under ø” og ”så væn en mår”. Som i eventyr er personerne flade og har kun egenskaber, som er med til at skabe handlingen.

Stroferne består af en episk fortælling, mens omkvædene er mere lyriske og stemningsskabende. Gentagelser i stroferne kan bruges til at øge spændingen, ligesom omkvædet kan anslå en dyster eller optimistisk stemning, som giver modspil til handlingen i stroferne.

Vi skelner mellem flere hovedgenrer inden for folkeviserne. De vigtigste to genrer er Trylleviserne, som har et overnaturligt indhold, og ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind