Novelle

Novellen er en kortere tekst i den episke hovedgenre, som er bygget op omkring en historie. Som regel består novellens fortælling af en enkelt begivenhed, få personer og et kort forløb.

Den italienske forfatter Giovanni Boccaccio (1313-1375) regnes for at være den første, som udgiver noveller. Det sker i værket Dekameron (1352), som er en samling af 100 individuelle noveller, som er bundet sammen af en overordnet fortælling. 

Den klassiske novelle

Fra omkring 1700-tallet opstår den klassiske novelle. Den er stærkt påvirket af den tyske tænker og forfatter Goethe (1749-1832), som selv skriver og udgiver noveller. Goethe mener, at novellen skal vise, hvordan usædvanlige begivenheder fungerer som vendepunkter i livet. Den klassiske novelle har ofte en alvidende fortæller eller en jeg-fortæller, som oplever og fortæller om begivenhederne på afstand og med overblik.

I forhold til de klassiske noveller taler man ofte om “stokken i myretuen”. Hvis man finder en myretue i naturen og stikker sin stok eller en kæp i den, vil der straks ske en masse hos myrerne. Den klassiske novelle er opbygget på samme måde. En begivenhed bryder ind i et etableret miljø, skaber kaos og konflikter, mens fortælleren iagttager, hvordan det hele udspiller sig.

Typisk vil de klassiske noveller indlede med at beskrive miljø og personer. Derefter kommer et afsnit om begivenheden og de konflikter, begivenheden udløser. I slutningen kommer så løsningen på konflikterne. De har således en treleddet struktur.

Personerne er ikke altid realistiske i de klassiske noveller. De er ofte typer, som skal illustrere en pointe eller fungere som et moralsk eksempel. I Danmark kendes den klassiske novelle bl.a. Fra Charlotta Dorothea Biehls (1731-1788)  “Moralske fortællinger”, som udkom i 1782. I novellerne af Biehl møder vi nogle simple handlingsforløb, hvor personerne repræsenterer moralske dyder og laster. Novellerne skal således fungere som moralske forbilleder for læseren.

Noveller i romantikken

I 1800-tallet opstår de romantiske noveller, som ofte er skræklitteratur. Deres fortællinger har ofte en eventyrligt og overnaturligt indhold, hvor grænsen mellem eventyr og novelle er flydende. I mange af disse noveller straffes en hovedperson af overnaturlige kræfter, som ofte kan læses som et billede på indre konflikter, fordi hovedpersonen ikke har kunnet styre sit begær.

Senere i 1800-tallet kommer den poetiske realisme, hvor blandt andet forfatteren Thomasine Gyllembourg (1773-1856) udgiver “En hverdagshistorie” (1828). Gyllembourg tager udgangspunkt i kvinders realistiske hverdagsliv og opstiller med sine fortællinger et ideal for kvinders liv.

Steen Steensen Blicher (1782-1848), som lever på samme tid som Gyllembourg, går i en anden retning. Også Blicher opstiller et ideal for menneskers liv, men han er optaget af at vise, hvordan det altid ender tragisk for mennesker, der forsøger at nå idealet.

Blichers fortællere er oftest jeg-fortællere, som selv har været del af begivenhederne og i novellen ser dem på afstand. Blicher skriver tit breve og dagbogsoptegnelser ind i novellerne, hvilket giver dem et præg af at være virkelighed.

Baggesens novellemodel

Novellemodellen

Den danske litteraturforsker Søren Baggesen (1938- ) foreslår i forbindelse med sin a

...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind