Saga

De islandske sagaer står som vigtige fiktive fortællinger, som giver os et indblik i levevilkår og normer i vikingetiden.

Slægtssagaerne

De mest kendte sagaer er slægtssagaerne, der også kaldes islændingesagaerne. Typisk finder handlingen sted i perioden 930-1030, hvor Island var et relativt nyt land, der var blevet koloniseret af navnlig nordmænd. Slægtssagaerne har oftest navn efter hovedpersonen og bygger tit på personer, som faktisk har levet, fx Njals saga eller Egils saga. Sagaerne er dog først nedskrevet omkring 1200-tallet af kristne munke, hvilket fortæller os, at de hovedsageligt er fiktion.

Sagerne giver et indblik i samfundets normer og værdier i vikingetiden. Et helt central motiv i dem er forholdet mellem slægter. I datidens Island udgjorde slægten det helt afgørende sociale tilhørsforhold. Slægten var på mange måder basis for livet. Derfor var loyalitet mod slægten en afgørende værdi. Det samme var mod og ære.

Den typiske slægtssaga begynder med at introducere to slægter. De to slægter kommer på et tidspunkt i konflikt. Konflikten når sit højdepunkt, når et medlem af det ene slægt dræber et medlem fra den anden. Derefter hævner den anden slægt sig i et større opgør. Typisk vil de overleven...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind