Krogstad

Krogstad er en sympatisk skurk

I Henrik Ibsens Et dukkehjem kan enkemanden Krogstad umiddelbart virke som den amoralske skurk. Endda selvom han er noget så respektabelt som sagfører, hvilket vil sige, at han har læst jura og har retten til at føre sag for nogen i retten. Men da han finder ud af, at Helmer har tænkt sig at fyre ham fra banken til fordel for fru Linde, truer Krogstad Nora med at afsløre, at hun, Nora, har lånt penge af ham bag sin mands ryg og ved at forfalske sin fars underskrift - med mindre hun skaffer Krogstad hans stilling i banken tilbage.

Den trussel bliver begyndelsen på en masse frygt og krumspring for Nora, men faktisk ligner hun og Krogstad hinanden mere, end de måske selv tror. Skuespillet antyder desuden, at der er en grund til, at Krogstad gør, som han gør. Her ser vi, hvordan Ibsen var optaget af tidens tanker om naturalisme: Krogstad har været nogle ting igennem, og han er derfor blevet et produkt af sine erfaringer og sit miljø.

Ligesom Nora er Krogstad forælder og vil gå langt for at give sine børn et godt liv: “Mine sønner vokser til; for deres skyld må jeg se at skaffe mig tilbage så megen borgerlig agtelse, som muligt.” (s. 29). Den respekt, han her taler om at skaffe, skyldes, at han for år tilbage lavede dokumentfalsk. Selvom han ...