Torvald Helmer

Helmer er den klassiske borgerlige patriark

I Ibsens Et dukkehjem er Torvald Helmer Noras ægtemand og repræsenterer den typiske borgerlige mand før det moderne gennembrud. Han går op i klassiske dyder som ære, moral og at stå ved sit ord, hvilket for eksempel ses ved, at han ser ned på Krogstad for at have lavet dokumentfalsk og på Noras afdøde far for at have rodet sig ud i lignende tvivlsomme forretninger. Han reagerer senere også særdeles voldsomt på, at hans egen hustru har gjort det samme og endda bag hans ryg. Helmer er grundlæggende imod at optage gæld: “Der kommer noget ufrit, og altså også noget uskønt, over det hjem, som grundes på lån og gæld.” (s. 6). Man kan sige, at det er lidt hyklerisk, at han har den holdning, siden han jo skal til at være bankdirektør og netop skal leve af at låne andre mennesker penge.

Et andet eksempel på, hvor følsom Helmer er omkring sin anseelse i andres øjne, er hans indvendinger mod at beholde Krogstad i banken. Det værste er i hans øjne ikke, at Krogstad engang har lavet dokumentfalsk - det er langt værre, at han frimodigt tiltaler Helmer med “du”, fordi de to kender hinanden fra ungdommen. Dét synes Helmer er pinligt.

Helmer er hjemmets herre og betragter sin hustru som sin ejendom og bruger endda selv ordet: “Skal jeg ikke se på min dyreste ejendom? På al den herlighed, som er min, min alene, min hel og holden.” (s. 76). Af samme grund studser han også, hvis hun ikke har lyst til at have sex med ham: “Hvad skal det sige? Du leger nok spøgefugl med mig, lille Nora. Vil; vil? Er jeg ikke din mand –?” (s. 77). Helmer føler sig også i sin gode ret til at krydsforhøre hende for at finde ud af, om hun har spist søde sager: “Slikmunden skulde vel aldrig have grasseret i byen idag?” (s. 9). Han vil nemlig ikke have, at hun får grimme tænder.

Måden, han taler til Nora på, har generelt et bedrevidende, faderligt præg: “...