Miljø

Fysisk miljø: Hyggen er kun en facade

Henrik Ibsens Et dukkehjem foregår i Norge i den sidste halvdel af 1800-tallet. Vores første indtryk af miljøet i Et dukkehjem er, at det er hjemligt og hyggeligt. Umiddelbart fornemmer vi altså ikke, at der skulle ligge nogen kritik af det borgerlige miljø gemt.

Første akt åbner hjemme i stuen hos Helmers, og via de meget omfattende regibemærkninger på første side får vi en detaljeret beskrivelse af, hvordan der ser ud. Rummet beskrives som “en hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue” (s. 5). Det fortæller os umiddelbart, at her er et hjem, der er formet af mennesker med sans for at skabe en rar og smuk ramme om familien, men samtidig kan vi også fornemme, at de ikke er meget rige. Regibemærkningerne uddyber, hvordan rummet er fuldt af traditionelt borgerlige genstande såsom et klaver (pianoforte), fint porcelæn og bøger i smuk indbinding.

Derudover får vi at vide, hvornår skuespillet foregår: Det er en “vinterdag”, og der er en “julegran” (s. 5), og snart forstår vi, at det er selveste juleaftensdag. Et dukkehjem åbner altså på en dag, som mange vil kalde årets hyggeligste.

Nogle af mændene i skuespillet kommenterer direkte på, hvor rart og hyggeligt et hjem Helmers har. Torvald Helmer selv bemærker for eksempel med tilfredshed: “Ah, hvor her er lunt og hyggeligt.” (s. 35). Dette gentages senere af husvennen doktor Rank i tredje akt: “Ak ja; disse kære kendte tomter. I har det lunt og hyggeligt inde hos jer, I to.” (s. 77).

Men som dramaet skrider frem, får vi indikationer på, at det måske mere er Helmers hjem end Noras. For eksempel må Noras veninde fru Linde ikke sidde i stuen og hjælpe hende med at sy kjole, fordi det roder: “Sæt dig ind til børnene sålænge. Torvald tåler ikke at se skræddersøm.” (s. 44). Det kan virke komisk, men er også en indikation på, at Nora er en form for gæst i sit eget hjem.

I takt med at Nora hen mod slutningen lærer sig selv at kende, går det op for hende, at hun ikke har været tilpas eller lykkelig i dette ellers så hyggelige hjem:

Så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indretted alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så. [...] Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. (s. 87)

Selvom det altså ved første øjekast fremstår som et hyggeligt, kærligt miljø, pointerer Nora her, at det i virkeligheden bare har været en facade. Som datidens kønsrollesyn krævede det, har hun indrettet sig efter sin mands ønsker og smag og dermed undertrykt sine egne behov.

Virk...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind