Budskab

Henrik Ibsens Et dukkehjem har ét altoverskyggende budskab, som bliver tydeligere og tydeligere, jo længere vi når hen i skuespillet: Det borgerlige samfunds normer gør, at kvinder fastholdes i en uselvstændig, umyndig rolle. Det har den konsekvens, at kvinderne aldrig får mulighed for at udfolde deres potentiale. I stedet reduceres de til søde pyntedukker i smukke dukkehjem, som skuespillets titel også antyder. Ibsen lader Nora sige det direkte til Helmer, da hun sidst i tredje akt ser tilbage på sit liv og deres ægteskab:

Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig. [...]  Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var ...