Nora
Nora er Helmers ubekymrede legebarn, der ødsler med pengene
Vi får et godt indtryk af, hvordan Nora er som person ud fra hendes replikker og handlinger allerede på den første side i Ibsens Et dukkehjem. Bybuddet skal have halvtreds øre, og Nora runder op til det dobbelte: “Der er en krone. Nej, behold det hele.” (s. 5). Det fortæller os, at hun er gavmild og har et afslappet forhold til penge.
Det bakkes op på de følgende sider, hvor hendes mand Torvald Helmer gentagne gange anklager hende for at være ødsel, altså ude af stand til at spare på pengene. Senere forstår vi, at dét er ret ironisk, for Nora har faktisk sparet løs i hemmelighed for at betale af på sit ulovlige lån til Krogstad.
Efter betalingen af buddet spiser Nora hurtigt et par makroner, før hun tjekker ved Helmers kontordør, om han er hjemme. Senere i skuespillet krydsforhører han hende omkring netop makronerne; som en anden far forbyder han hende at spise søde sager, og som et ulydigt barn gør hun det alligevel.
Derefter går Nora nynnende rundt i stuen, hvilket understreger hendes muntre, ubekymrede personlighed. Hendes mand spørger gennem døren: “Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?” (s. 5). Hun svarer ja, og deres dialog er med til at understøtte vores opfattelse af, at de har nogle helt faste roller: Helmer er den voksne og fornuftige i forholdet, mens Nora er det glade, følelsesstyrede barn.
Helmers mange kælenavne til hende i løbet af skuespillet, såsom “egern” og “lærkefugl”, leder tanken hen på nuttede, uskyldige dyr og bidrager dermed til at fastholde Nora i rollen som sød, men lidt ubegavet.
Dog spiller Nora også selv med. I begyndelsen af Et dukkehjem er hun tilfreds med sin rolle og ved også, hvordan hun skal udnytte den over for Helmer, når hun ønsker at opnå noget: “Hvis nu din lille ekorn bad dig rigtig inderlig vakkert om en ting -?” (s. 44).
Det er ikke kun over for Helmer, at Nora virker ung og naiv til sammenligning. Se blot på hendes handlinger og replikker over for den lidt ældre barndomsveninde fru Linde i dette citat: “Jeg taler jo bare om mine egne sager. (sætter sig på en skammel tæt ved hende og lægger armene på hendes knæ) Å, du må ikke være vred på mig!” (s. 14). Noras kropssprog og spontane udbrud giver indtryk af en barnlig personlighed.
Hun siger også flere gange i skuespillet, at hun er ligeglad med samfundets love og med at forstå, hvordan verden hænger sammen. Dermed er Nora i begyndelsen selv med til at fastholde sig selv i en traditionel, borgerlig kvinderolle, hvor hun er hjemmets pyntedukke uden selvstændige meninger.
Selvom Nora og Helmer på overfladen lader til at have et godt og kærligt forhold i første halvdel af dramaet, er der alligevel tegn på, at deres forhold ikke er særligt fortroligt. Fordi Helmer ikke betragter Nora som en ligeværdig, er der ting, han ikke vil dele med hende, og desuden, fortæller Nora selv, har han det med at blive jaloux, hvis hun taler for meget om sine gamle bekendte fra hjemegnen (s. 42), så dermed er der også ting, hun ikke kan dele med ham.
Noras eneste og bedste ven er doktor Rank, der er en gammel ven af Helmer, som kommer dagligt i deres hjem. Da Rank en dag spørger hende, hvorfor hun lige så gerne vil tilbringe tid sammen med ham som med ægtemanden, svarer hun: “Der er jo nogle mennesker, som man holder mest af, og andre mennesker, som man næsten helst vil være sammen med.” (s. 54). Hun kan ikke selv se problemet endnu, men i slutningen af skuespillet indser hun det forkerte i, at hun og Helmer aldrig har været hinandens fortrolige.
I anden akt bekender Rank pludselig sin årelange kærlighed til Nora, bedst som de sidder og småflirter over hendes nye silkestrømper (s. 51-53). Nora var ellers lige ved at bede ham om hjælp mod Krogstad, der afpresser hende, men nu tier hun.
Her ser vi altså en anden og mere moden side af hende: Hun er anstændig nok til ikke at udnytte en forelsket, døende mands følelser for hende,...
