Zen-buddhisme

Hvad er zen-buddhisme?

Zen er den mest kendte retning i japansk buddhisme. Zen betyder “meditation”, og meditation er netop det centrale kendetegn ved denne form for buddhisme. Særligt for zen er, at man ikke går ret meget op i helligtekster, ritualer eller den buddhistiske lære. Derimod mener man, at alt dette er forstyrrende i forhold til det altoverskyggende mål, som er at nå oplysningen.

Oplysningen, satori på japansk, nås ifølge zen kun gennem meditation, akkurat som Buddha gjorde det. Zen hævder på den måde at videreføre den sande buddhisme ved at have skåret ind til kernen, oplysning via meditation.

Se også: Noter til zen-buddhisme.

Zens oprindelse og forbindelse til mahayana

Zen-buddhismen kom til Japan i 1100-tallet fra Korea og Kina. Det var i Kina, retningen opstod og fik navnet chen, som i Japan blev til zen. Der findes fortsat chen-buddhister i Kina og Korea, selvom religionen har været trængt i disse lande.

Den indiske mahayana-munk Bodhidharma, der kom til Kina i slutningen af 400-tallet, er retningens grundlægger. Zen er derfor en videreudvikling af mahayana og regnes nogle gange for en del af denne retning. Fra mahayana har zen bl.a. overtaget læren om den iboende buddha-natur, og at alt er tomhed, sunyata.

Vigtigste kendetegn

Herunder ser vi på de vigtigste kendete...