Sonet III (3)

Den tredje sonet er præget af en dyster stemning 

I Sommerfugledalens første og anden sonet beskrives sommerfuglenes opstigninger og forvandlinger. Det er to bevægelser, der skaber positive associationer hos læseren, også selv om der i begge sonetter er et dystert præg. 

I sonetkransens tredje digt er der også en opadstigende bevægelse, men alligevel virker hele sonetten mere dyster end de to første digte. Det skyldes det semantiske felt, som især præger de første to strofer af sonetten med ord og udtryk som ”underjordisk bitre”, ”kældermørkets”, ”grusomhed, vi helst vil skjule”, "sindets dyb”, ”dødningehoved” og ”askegrå”. 

Det er et semantisk felt, hvor det underjordiske og døden er fremtrædende. I modsætning til første sonet, hvor sommerfuglene lader til at stige op fra jordens varme overflade og flakser rundt i den varme luft, stiger sommerfuglene her op fra det underjordiske. Det underjordiske forbindes typisk med døden og med noget grumt og bittert. 

Sommerfuglene bliver dermed en slags tegn på døden i den tredje sonet. Når de stiger ”op fra den underjordisk bitre hule” bliver sommerfuglene en påmindelse om døden, som vi mennesker kan se, mens vi går omkring oppe på jordens overflade.

Her tager digtet i øvrigt fat i en særlig type af sommerfugle, nemlig aftensværmerne, som ofte er blevet forbundet med døden, også længe før Inger Christensen skrev Sommerfugledalen. Digtet nævner ligefrem en sommerfugleart, der kaldes dødningehovedsommerfuglen, fordi den har en kranielignende aftegning på rygsiden. 

Dermed giver sonetten et modbillede til fremstillingen af sommerfuglearterne som et tegn på livets myldrende mangfoldighed. Det er en af de overførte betydninger, som sommerfuglene får i de første to sonetter, mens de altså i sonet 3 bliver et billede på d...