Sonet XIII (13)

Døden personificeres som jegets modstander

I den første verslinje i sonet 13 sker der en vigtig ændring i betydningen, når vi sammenligninger med sidste verslinje i 12. sonet. De to verslinjer er ellers helt ens, men de placeres i forskellige sammenhænge og får derfor to forskellige betydninger, der viser sig at være afgørende for forskellen på sonet 12 og 13. Første strofe i 13. sonet lyder på følgende måde:

Det er døden som med egne øjne
vil se sig selv i mig, som er naiv,
en indfødt, som er bundet til den nøgne
selvindsigt i det der kaldes liv.

Her bliver døden personificeret. Det vil sige, at døden fremstilles som en person med egen handlekraft og vilje. Døden ”vil se sig selv i mig”, står der fx i verslinje 2. I 12. sonet er det jeget, der ser døden som et uhyggeligt træk ved sit eget udseende. Det giver hele den sonet en klar dødsbevidsthed, som også er til stede i 13. sonet. 

Samtidig bliver døden gjort til en modstander for jeget. Døden fremstilles som en person eller en ydre magt, som jeget står over for. Det ser vi både i første strofe og igen i tredje og fjerde strofe, hvor jeget nærmest har en dialog med døden:

Så jeg kan svare døden, når den kommer:
jeg leger sandrandøje, tør jeg håbe,
at jeg er billedet på evig sommer?

Jeg hører godt du kalder mig for ingen,
men det er mig, der svøbt i kejserkåbe
ser dig an fra sommerfuglevingen.

Her ser vi, hvordan jeget oplever døden som en modstander. Jeget forbereder sig på, hvordan hun vil ”svare døden, når den kommer”. I begge strofer fornemmer ...