Sonet I (1)

Den første sonet lever op til sonetgenrens krav

Det første digt i Sommerfugledalen er et rigtigt godt eksempel på, hvad der kendetegner en sonet. Vi har beskrevet sonettens genretræk på siden med baggrundsinformation, fordi sonetten er en klassisk genre, som det kan være spændende at kende på forhånd, hvis man gerne vil have så meget som muligt ud af at læse Sommerfugledalen

I de næste tre afsnit viser vi dig i detaljer, hvordan genren kommer til udtryk i bogens første sonet. I analyserne af de andre sonetter (med undtagelse af sonet XV) går vi ikke lige så detaljeret ind i genreanalysen, så hvis du arbejder med én af de andre sonetter skal du være opmærksom på, at de forskellige genretræk ikke bliver brugt helt ens i alle sonetter. Undervejs ser vi fx forskellige rimmønstre, ligesom den vigtige vending mellem kvartetten og terzetten ikke er lige tydelig i alle 15 sonetter. 

Rytmen er harmonisk

Ser vi først på de ydre genretræk i sonet I, så lever teksten ligesom de 14 andre sonetter i Sommerfugledalen klart op til genrens krav om 14 verslinjer, der er inddelt i fire strofer. I Sommerfugledalen er alle sonetter inddelt i to kvartetter og to terzetter, til forskel fra eksempelvis William Shakespeares berømte sonetter, der typisk er delt i tre kvartetter og en såkaldt kuplet – en strofe på to verslinjer –, der afslutter sonetten.

Rytmen i de enkelte linjer i sonet I er præget af jamber. En jambe er en betegnelse for en rytmisk enhed – en såkaldt versfod – med to stavelser, hvor den første er tryksvag og den anden trykstærk. Det kan vi se og høre, hvis vi markerer de betonede/trykstærke stavelser i første strofe:

De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Hvis man ikke helt kan høre rytmen for sig, kan man finde flere oplæsninger af digtet på nettet, bl.a. af forfatteren selv. Her bliver rytmen tydelig, uden at Inger Christensen dog gør noget stort nummer ud af det. Det fremgår naturligt af ordenes klang og sammensætning, hvornår den enkelte stavelse er betonet eller ej. Desuden er det vigtigt at lægge mærke til, at betoningerne ikke er lige 'hårde' og tydelige.

Desuden kan vi se, at der er 11 (verslinje 1 og 3) eller 10 (verslinje 2 og 4) stavelser i de enkelte verslinjer, og at der i alle fire verslinjer er fem trykstærke stavelser. Det betyder også, at linjerne har fem versfødder, som er jambiske, fordi de starter tryksvagt. Derfor kaldes li...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind