Analyse og fortolkning

Læseren opfordres til selv at finde et forhold til døden

De mange billeder på forholdet mellem livet og døden i digtets sidste strofer kan være et forsøg på at spørge til, hvordan vi i livet skal forholde os til døden. Skal vi som jeget i digtets indledning erkende, at døden er et grundlag for alt i livet, også lykken og kærligheden? Eller ender vi på den måde med at give vores omgivelser det ene dødskys efter det andet? 

Det er, som om jeget i de sidste to strofer igen vender sig bort fra sin dybe pessimisme og dyrkelse af døden. I stedet slutter det lyriske jeg med at stille spørgsmålet om, hvem "der fortryller dette møde". Vi kan både forstå ”dette møde” som mødet mellem sommerfuglen (atlasspinderen) og jeget og som mødet mellem de levende og de døde. 

Spørgsmålet i sidste verslinje minder lidt om spørgsmålet i digtsamlingens første sonet om, hvordan det fantastiske syn af sommerfuglene, der stiger op, egentlig er opstået. Det er her, jeget foreslår at ”det er lysets engel”, der har skabt det hele. Det kunne også være et svar på spørgsmålet i slutningen af den ottende sonet; altså at det er lysets engel, dvs. en guddommelig kraft, der fortryller mødet mellem de levende og de døde. Et andet svar kunne være, at det er digteren selv eller det enkelte menneske.