Sonet XI (11)

Synet af sommerfuglene vækker de døde til live for jeget

I sonet 11 bruges synet af sommerfuglene som et billede på afdøde personer fra jegets liv. Det bliver tydeligt i strofe 2, hvor jeget nævner to vigtige personer fra sit liv, der nu er døde: hendes bedstemor og hendes far. 

Det lyriske jeg ser sin bedstemor for sig ”i havens tusind favne”, det vil sige dybt inde i haven, der blomstrer i mange farver, som det fremgår af verslinje 6, hvor tre blomsterarter nævnes. Sommerfuglenes udseende minder først jeget om blomster, der derefter minder hende om bedstemoren. 

Mindet om faren bliver også vakt til live ved synet af sommerfuglene. Men faren beskrives ikke i bestemte omgivelser, sådan som vi ser det med bedstemoren. I stedet er faren den, der har lært det lyriske jeg navnene på alle jordens levende væsner. I verslinje 7 og 8 står der om faren, at han ”lærte mig de første navne / på alt hvad der må krybe, før det dør”. 

Det er ikke sikkert, at faren har lært jeget, at alle de levende væsner også skal dø. Men det er en pointe i digtets fremstilling af farens lærdom, at det ikke bare er navnene ”på alt hvad der må krybe, før det dør”, som jeget suger til sig. Det er også, som om han har plantet en dødsbevidsthed hos hende, der er knyttet til selve det...