Sonet XIV (14)

Sonet 14 flytter perspektivet væk fra det lyriske jeg

De forudgående sonetter har sat det lyriske jeg i centrum for Sommerfugledalen. Det er blevet mere og mere tydeligt gennem sonetkransen, at sommerfuglene bruges som et spejl for jeget. 

Det lyriske jeg inspireres af sommerfuglene til at tænke over livets helt store spørgsmål. Det er især jegets dødsbevidsthed og tidens gang, der tematiseres i sonetkransens anden del, hvor jeget skiftevis opfatter sig selv som mærket af døden (fx i sonet 12) og gør modstand mod døden (fx i sonet 13). 

I sonet 14 flyttes perspektivet væk fra det lyriske jeg. Det er tydeligt allerede fra sonettens begyndelse, hvor det ikke er jeget, der ser digtets du ”an fra sommerfuglevingen”. Det er i stedet ”lidt sommerfuglestøv”, som det hedder med et gådefuldt billede. Det er, som om det konkrete stof, som oversiden af sommerfuglevingen består af, bliver besjælet i form af dette ”sommerfuglestøv”. Besjælingen opstår, idet støvet får evnen til at se. Senere i sonetten får støvet også andre evner, så det fremstår levende – og besjælet. 

I de første to strofer bliver sommerfuglestøvet beskrevet på forskellige måder, så hele vores opmærksomhed samler sig om dette støv. Dermed flyttes perspektivet også væk fra jegets forhold til døden, der som nævnt har været i fokus i de foregående sonetter. I stedet virker sonettens perspektiv materielt og naturvidenskabeligt, til trods for at ”sommerfuglestøv” ikke er et videnskabeligt begreb, men digtets eget poetiske udtryk for det materiale, der udgør oversiden af sommerfuglens vinge. 

I digtet beskrives sommerfuglestøvet nærmest som et grundstof, der både kan sidde på sommerfuglenes vinger og selv forme sig til sommerfugle. Det er selvfølgelig ikke videnskabeligt korrek...