Sonet XV (15)

Den 15. sonet kaldes mestersonetten

Den 15. og sidste sonet i Sommerfugledalen er lidt speciel at læse, hvis man har læst alle de foregående digte. Så virker digtet nemlig både velkendt og nyt. Vi har læst alle verslinjerne før, endda to gange, da det netop er de verslinjer, der afslutter og indleder sonetterne, som i 15. sonet er sat sammen i ét digt. 

Den 15. sonet kaldes også mestersonetten, fordi den er selve sonetkransens mesterværk. Vi kan også sige, at det er mestersonetten, der binder de 14 andre sonetter sammen til en krans. Det vanskelige ved mestersonetten er, at den ikke bare skal bare have de ydre kendetegn for sonetterne som fx det faste rimmønster og den regelmæssige rytme. Den skal også give mening indholdsmæssigt og gerne virke som en sonet, der opsummerer hele sonetkransens indhold. 

Som vi har set i analysen og fortolkningen af Sommerfugledalens første 14 sonetter, kommer de vidt omkring rent tematisk og følelsesmæssigt. Der er stærke bevægelser i det lyriske jegs indre, der svinger mellem håb og opgivelse, optimisme og pessimisme, dødsangst og afklaring i mødet med døden. Døden beskrives desuden på mange forskellige måder: på den ene side som en ydre modstander og på den anden side som en del af én selv, man ikke skal gøre modstand mod.

Alle disse mange nuancer i sonetkransen skal mestersonetten på en eller anden måde række hen over. Desuden skal den selvfølgelig selv tegne et billede af de sommerfugle, der spiller en så central rolle i sonetkransen. Lad os se nærmere på, hvordan den 15. sonet løser de forskellige udfordringer.

Digtets rim og rytme er typisk for sonetgenren

Ser vi først på de ydre genretræk som rim og rytme, er det tydeligt, at mestersonetten har de typiske kendetegn for sonetgenren. Rimmønsteret er kendetegnet af krydsrim/fletrim, både i kvartetterne (strofe 1-2) og terzetterne (strofe 3-4), som giver en særlig fornemmelse af sammenhæng i digtet. Verslinjerne rimer ikke i par, men flettes sammen på kryds og tværs.

Rytmen i digtet er generelt jambisk. Det vil sige, at der er tryk eller betoning på hver anden stavelse og typisk en tryksvag/ubetonet begyndelse i verslinjerne, som giver rytmen et stigende præg. Den opadstigende og lette fornemmelse, som jamberne skaber, harmonerer godt med billedet af de opadstigende og flagrende sommerfugle. 

Prøv blot at læse første strofe hø...