Sonet II (2)

Perspektivet i den anden sonet virker både objektivt og subjektivt

I sonet II placeres vi først i ”Brajčinodalens middagshede luft”, hvor vi sluttede i sonet I. Det er helt naturligt i en sonetkrans, hvor sidste verslinje i den ene sonet gentages som første verslinje i den næste. I strofe 1 i den anden sonet hører vi lidt mere om Brajčinodalen. Det er både abstrakte og konkrete oplysninger. Det er fx ret abstrakt, når der i anden verslinje står: ”hvor al erindring smuldrer”. 

Om det er jegets egen erindring eller om det er ”al erindring” på et mere generelt niveau, står ikke klart. Det er dog oplagt at tolke det som al jegets egen erindring, fordi vi kort efter bliver taget med tilbage til jegets barndom. 

Strofe 1 er samtidig konkret i beskrivelsen af lyset, der falder sammen med plantedele og forvandles til duft. Beskrivelsen er dog ikke så konkret, så vi kan fornemme hvilken duft, der opstår, men selve processen hvor plantedele bliver belyst og måske helt afsvedet i den stærke hede er beskrevet ganske enkelt og konkret. 

Samtidig er det beskrevet på en måde, der minder om beskrivelserne af sommerfuglene i første sonet, hvor jeget ser dem som ”en sværm af kemisk grundstof løftet op”. Jeget har begge steder en form for naturvidenskabeligt perspektiv på sine omgivelser, der netop er med til at konkretisere jegets sansninger, som ellers risikerer at blive opløst af hendes tvivl. 

Det betyder alt i alt, at digtets perspektiv både virker objektivt og subjektivt. Digtet handler både om verden uden for det lyriske jeg og om det lyriske jegs subjektive følelser og oplevelser.

Digtet henviser til en kendt salme om Guds skaberværk

I strofe 2 nævner jeget sig selv. Hun går rundt i Brajčinodalen og bruger sine sanser i digtets nutid, men hun sendes også på en rejse i erindringen tilbage til barndommen. Det sker gennem en intertekstuel henvisning til H. A. Brorsons kendte salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort” fra 1734. Henvis...