Sonet XII (12)

Det lyriske jegs tanker om døden fremhæves gennem gentagelser

Sonet 12 fortsætter, hvor sonet 11 slap, nemlig med det lyriske jegs tanker om døden. Vi kan tydeligt se, hvordan hele sonetten har fokus på det lyriske jeg. I strofe 1 gentages ordet ”mit” tre gange, mens ordet ”jeg” nævnes i første verslinje af de næste tre strofer. I strofe 2 og 3 er det endda ordet ”jeg”, der indleder stroferne.

Dermed sættes jeget helt ind i centrum af digtet. Gentagelserne gør os opmærksomme på, hvad det er for et jeg. Vi kan på forskellige måder se, at jegets tanker kredser om døden. I digtets sidste strofe bliver døden nævnt direkte, men også i de andre strofer tænker jeget på døden, selvom det her kommer mere indirekte frem. 

I strofe 1 ser vi fx, hvordan jeget mærker døden i sin egen krop ved at blive opmærksom på sine (svigtende) sanser:

Mit øre svarer med sin døve ringen
mit øje med sit indadvendte blik
mit hjerte ved, at jeg er ikke ingen,
men svarer med det kendte lille stik. 

Jegets sanser er her vendt indad. Jeget sanser ikke naturen omkring sig. Det er ikke sommerfuglenes mange farver, som jeget ser, eller duftene i Brajčinodalen, som vi har læst om i tidligere sonetter. Det er ørets ”døve ringen”, øjets ”indadvendte blik” og hjertets ”kendte lille stik”, som jeget mærker. Jeget bliver med andre ord opmærksom på sanserne i sig selv, fordi de ikke bruge...