Personer

Der er et meget stort persongalleri i Den afrikanske farm. Det er kun for alvor Karen Blixen, der er hovedperson i bogen, men der er også andre personer, som dukker igen og igen i løbet af bogen. Dem ser vi også nærmere på på de næste sider:

Udover Blixen, Finch-Hatton og de andre afrikanske og europæiske personer optræder der en del indere i bogen, ligesom vi ind imellem hører om rige arabiske købmænd. Det er altså personer, der hverken er fra Afrika eller Europa, men fra forskellige steder i Asien.

Dog er det fælles for disse personer, at de spiller en mindre rolle i bogens helhed. Det er derfor, de ikke analyseres her. Det kan dog være relevant at undersøge deres rolle, hvis du fx skal analysere Den afrikanske farm som en bog, der handler om nuancerne i imperialismen og kolonialismen.

Inderne og araberne opfører sig ikke som koloniherrer på samme måde som europæerne, men fx nævnes det, hvordan araberne tidligere har købt afrikanere som slaver i stort antal. Og i bogens nutid fornemmer vi, at de indiske købmænd i hovedstaden Nairobi har en vis magt, som det også er værd at bemærke, hvis du interesserer dig for den politiske og historiske baggrund for Den afrikanske farm.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag af vores personanalyser:

Blixen fremstår som en retfærdig autoritet, der respekterer lokalbefolkningen

Blixen fremhæver også andre livsopfattelser hos afrikanerne, som hun selv kan tilslutte sig, ligesom hun har en række egenskaber, der tiltaler de lokale afrikanere. Dermed tegner hun et billede af sig selv som en person, der ved et lykkeligt sammentræf passer rigtig godt ind i den afrikanske kultur og livsstil, uden at hun overhovedet bliver som de lokale.

Blixen er hele vejen gennem bogen bevidst om forskellene og også om den undertrykkelse, som europæerne er ansvarlige for. Det kommer bl.a. meget tydeligt til udtryk i "Girafferne rejser til Hamborg". Generelt fremstiller hun dog sig selv som en god autoritet, der er elsket af befolkningen på farmen.

Ind imellem er der konflikter, hvor hun også føler sig hadet af enkelte personer eller i hvert fald føler sig som genstand for andres uvilje. Da Karen Blixen selv er fortælleren, og vi ikke hører særlig meget om de kritiske personer, er det vanskeligt at afgøre, om hun faktisk har været en god leder. I bogen udtrykker hun dog en bevidsthed om, at hun i sidste ende ikke har magt over de lokale. De har altid en udvej til at undgå europæernes dominans, sådan som "Kitoshs historie" bliver et billede på.