Livets veje

”Livets veje” består både af tekst og tegninger 

”Livets veje” er en kort fortælling af Karen Blixen. Noget af det særlige ved fortællingen er, at den både består af tekst og tegninger. Tegningerne ligner nærmest små skitser og viser sig hurtigt at hænge sammen med dét, man får fortalt i teksten.

”Livets veje” handler om en mand, der en nat bliver vækket af høje lyde. Han går ned til en sø, der ligger i nærheden, fordi det lyder som om, larmen kommer derfra. På vejen falder han flere gange i grøften. Da han endelig kommer frem til søen, viser det sig, at der er et hul i dæmningen i den ene ende af søen. Det er dette hul, der er årsag til de høje lyde, der har vækket ham. Manden reparerer hullerne i dæmningen, inden han går hjem og sover videre. Da han vågner næste morgen, ser han en stork uden for sit vindue, og her slutter fortællingen om manden. 

Teksten viser os på flere måder, at storken har stor betydning for historiens pointe. Dels fremhæver jegfortælleren, at synet af storken er historiens højdepunkt eller kulmination. Det sker ved, at jegfortælleren beskriver, hvordan jegfortælleren som barn har fået fortalt historien om manden og storken. Dels fremhæves storkens betydning, ved at de skitseagtige tegninger, der er lavet i tekstens margin, på dette punkt sættes sammen og danner billedet af en stork. Både tekst og tegninger retter altså al vores opmærksomhed mod storkefiguren. Teksten lyder på dette sted sådan her:

Da manden nu vågnede næste morgen og så ud af sit lille runde vindue” – sådan sluttede historien med så megen dramatisk effekt, som fortælleren kunne lægge i ordene – ”hvad så han da –? / En stork!” (232)

Samtidig er det netop her, at de små detaljer, der hidtil er tegnet i tekstens margin, sættes sammen til en stork. Hvis vi nu læser beskrivelsen igen af mandens vej fra huset, ned til søen og tilbage igen, er det helt tydeligt, at de enkelte tegninger skal illustrere mandens bevægelser, der til sidst danner billedet af en stork. Det lader altså både til, at manden ser en stork uden for huset, og at vi som læsere får overblik over mandens lidt tilfældige bevægelser ved at de sættes sammen til billedet af en stork.

Historien kan tolkes som en allegori over uventede sammenhænge i livet

Billedet af storken, der former sig af mandens bevægelse, kan tolkes som et udtryk for, at livets veje ikke...