Genretræk

Den afrikanske farm er en poetisk erindringsbog

Den afrikanske farm beskrives ind imellem som en roman. Bogen er dog ikke skrevet som én sammenhængende fortælling, og der er heller ikke tale om klassisk fiktion, det vil sige en opdigtet fortælling eller en fortælling fra det virkelige liv, hvor personer og steder har fået andre navne. Personerne hedder det samme i bogen som i virkeligheden, og stederne hedder også det samme. Fortælleren er identisk med Karen Blixen, og indholdet af bogen er dannet af hendes erindringer fra de mange år, hun boede i Afrika. Det er derfor ikke så præcist, hvis man kalder Den afrikanske farm en roman.

Der er dog en masse træk ved bogen, der gør den litterær; det vil sige træk, der får den til at virke som et stykke skønlitteratur. Det er især Karen Blixens sprog og de mange små og store fortællinger, vi bliver præsenteret for, der gør Den afrikanske farm til skønlitteratur. De små og store fortællinger ser vi nærmere på i analysen af bogens komposition og fortælleteknik, så her vil vi blot fremhæve et eksempel på, hvordan de poetiske træk kommer til udtryk i sproget. Vi kan allerede fornemme de poetiske træk i den berømte indledning, der lyder sådan her:

Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong. Selve ækvators linje trak sig over højlandet femogtyve mil længere nordpå. Men min farm lå to tusinde meter over havet. Midt på dagen kunne man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftnerne var klare og svale, og nætterne var kolde. (11)

Her har vi markeret to formuleringer og et ordvalg, der giver sproget et poetisk præg. Først får vi at vide, at "selve ækvators linje trak sig over højlandet femogtyve mil længere nordpå". Blixen kunne også bare have oplyst os om, at farmen lå femogtyve mil syd for ækvator, men her får vi i stedet besjælet ækvators linje med en traditionel form for billedsprog.

Kort efter finder vi en sammenligning, der skal give os...