Resumé og tekstgennemgang

Her får du et resumé og en gennemgang af indholdet i Sokrates’ forsvarstale. Talen består overordnet set af tre hoveddele: Første del, som fylder det meste af talen, er selve Sokrates’ forsvar imod anklagerne (kap. 1-24). Anden del er Sokrates forslag til en passende straf (kap. 25-28). Tredje del er hans tale efter dødsstraffen er blevet bestemt (kap. 29-33).

Indhold

Kort resumé af talen
Indledningen (kapitel 1)
Forsvar mod de gamle anklager (kap. 2-4)
Orakelordet og Sokrates’ søgen efter en klog mand (kap. 5-10)
Forsvaret mod de retslige anklager (kap. 11-15)
Sokrates’ virke som filosof (kap. 16-22)
Afrunding af forsvaret (kap. 23-24)
Talen efter domsafsigelsen: Sokrates forslag til straf (kap. 25-28)
Talen efter strafudmålingen (kap. 29-33)

Vi giver først et kort resumé af talens indhold. Derefter ser vi nærmere på, hvad de enkelte dele af forsvarstalen handler om.

Kort resumé af talen

Sokrates forsvarer sig i retten imod anklager for ikke at tro på bystatens guder og skade ungdommen i Athen. Han mener, at gammel, usand sladder imod ham er den dybereliggende årsag til, at han er endt i retten og risikerer at blive dødsdømt. De gamle fordomme og sladderen imod ham går ud på, at han skulle være en naturfilosof, der søger videnskabelige forklaringer på fænomener i stedet for religiøse, og en sofist, der lærer folk at argumentere på en måde, som kan fordreje sandheden.

Sokrates argumenterer både imod de gamle fordomme og de nye, retslige anklager. Han er det modsatte af, hvad anklagerne siger, for han udfører dybest set en opgave, som guden i Delphi har pålagt ham. Han arbejder på at gøre athenerne til gode mennesker med sine filosofiske spørgsmål. Derfor bør athenerne sætte stor pris på ham og frifinde ham i overensstemmelse med, hvad der er retfærdigt.

Sokrates dømmes skyldig i anklagerne, og han skal foreslå en passende straf. Han mener, at en retfærdig gengæld for hans virke ville være gratis mad på rådhuset resten af livet. Som straf foreslår han en bøde. Dommerne afviser dette og stemmer i stedet for anklagernes strafforslag, som er dødsstraf. Sokrates mener, at dommerne kun har skadet sig selv ved at dømme ham til døden. Han er ikke bange for døden, for han mener, det er gudens vilje med ham.

Indledningen (kapitel 1)

Sokrates indleder med at sige, at hans forsvarstale ikke bliver en retorisk smuk tale, men til gengæld siger han sandheden. Han hævder, at dette står i modsætning til anklagernes tale, der var retorisk veludført, men usand. I talen forsvarer Sokrates sig imod to slags anklager: Dels de gamle anklager imod ham, som består af bysladder, og som går langt tilbage i tiden, og dels de konkrete anklager, som nu er fremført mod ham i retten af Meletos, Anytos og Lykon.

Forsvar mod de gamle anklager (kap. 2-4)

Ifølge Sokrates er den gamle sladder og fordommene imod ham det værste og det sværeste at tilbagevise. Årsagen er, at sladderen gennem lang tid har skabt nogle ubegrundede anklager mod ham, som er svære at få bugt med. Sladderen handler om, at Sokrates ikke gør nogen nytte i samfundet, men går rundt og udforsker abstrakte ting, som man ikke kan vide noget om. Han fordrejer sandheden om disse ting og giver undervisning i at diskutere et emne, så meningen fordrejes. Denne bysladder er ifølge Sokrates det egentlige grundlag for, at anklagerne har en chance for at få ham dømt.

Sokrates forsvarer sig mod anklagerne ved at sige, at han aldrig har gjort sig klog på skyer eller andre himmelske ting, sådan som Aristofanes fremstiller det i komedien Skyerne. Han har heller aldrig taget penge for at undervise, sådan som sofisterne gør. I det hele taget har han ikke gjort sig klog på nogen ting, for hans visdom består kun i, at han er klar over sin uvidenhed. Sokrates har heller ikke opfordret de unge mennesker, som følger ham, til at slutte sig til ham. D...