Naturfilosofi og sofisme

I kapitel 2-4 forsvarer Sokrates sig imod de gamle anklager og fordomme imod ham. De kan forstås som anklager for at være naturfilosof og sofist, som var to typer personer, der var blevet meget upopulære i Athen i tiden efter den peloponnesiske krig (se evt. baggrundsviden).

Anklager for naturfilosofi og sofisme

Sokrates fokuserer i begyndelsen af talen på nogle gamle fordomme imod ham, som har spredt sig og har påvirket mange menneskers syn på ham. Han formulerer selv de gamle anklager imod ham på denne måde:

Sokrates [...] spilder sin tid med at undersøge det der er under jorden og på himlen, han gør sort til hvidt, og han underviser andre i disse kunster. (kap 3)

Citatet gengiver ikke de retslige anklager, men nogle vedholdende fordomme, som Sokrates mener, er hans største problem. Disse anklager og fordomme bygger på gammel bysladder, som er meget svær at få bugt med.

At “undersøge det der er under jorden og på himlen” er indirekte en anklage for at være naturfilosof, nemlig én der spekulerer over, hvordan hele verden hænger sammen. Og at Sokrates “gør sort til hvidt”, er indirekte en anklage for at være sofist, nemlig én der med sine ord kan vende op og ned på sandt og falsk. At ...