Analyse

Sara Omars nytårstale fra den 1. januar 2018 på DR2 Deadline kredser om ét emne: kvindeundertrykkelse inden for islam. Kvinder skal anses for ligeværdige og have lov til at udfolde deres fulde potentiale, siger Omar, og lige nu er der stadig for mange piger og kvinder, som dét ikke er muligt for. 

Kurdiskfødte Sara Omar er en markant afsender - både på grund af sine holdninger og på grund af sin baggrund som samfundsdebattør og forfatter. Hvem der er modtager for hendes nytårstale, er mere tvetydigt: Der er nemlig tegn på, at det både kan være de undertrykte muslimske kvinder og så DR2’s kerneseere, der kan betegnes som veluddannede, midaldrende danske mænd. Her spiller valget af mediet - tv-programmet Deadline - også en rolle.

Talens komposition fremstår en smule rodet, men både indledning, midte og afrunding har alligevel hver sin klare funktion. Eksempelvis fanger Sara Omar modtagerens opmærksomhed fra starten med patos og det personlige pronomen “du”. Sproget i nytårstalen er især præget af billedsprog og religiøse referencer, og Omar trækker på flere forskellige retoriske virkemidler såsom gentagelse, direkte tiltale og antitese samt appelformerne for at påvirke sin modtager. 

Hendes fremførelse af talen er ligeledes interessant. Her er hendes vedholdende øjenkontakt et markant element, ligesom skærmen med det blafrende stearinlys i baggrunden har en symbolsk betydning for indholdet i talen. 

Det opsigtsvækkende omkring talesituationen er, at Omar som mellemøstlig forfatter får lov at levere en nytårstale i et anerkendt tv-program som Deadline. Normalt forbinder vi nytårstaler med noget højtideligt og med vores statsoverhoveder, Dronningen og Statsministeren. Derudover kommer talen også på baggrund af Sara Omars meget omdiskuterede bogdebut, Dødevaskeren. En roman, der siden har betydet, at forfatteren lever under politibeskyttelse.

Som afsender har Omar naturligvis en klar intention med sin nytårstale. Ifølge hende er det tid til et opgør med kvindeundertrykkelsen inden for islam - det er tid til at tage bladet fra munden og kræve sin ret.