Billedsprog

Digtet bruger en del metaforer

”Danmarks Trøst” indeholder en del metaforer. En metafor er et sprogligt billede, der overfører betydninger fra ét betydningsområde til et andet. Vi finder en metafor allerede i digtets første strofe, der handler om det danske landskab:

Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord
Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
Men gjerne med Slette og Grøn-Høj i Nord
Vi Dannemænd tage til Takke;
Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!

Strofen beskriver, at det danske landskab ikke når de samme højdemeter som mere bjergrige nationers landskaber. Danskerne er dog tilfredse med det flade landskab, hvor de faktisk befinder sig bedst. Forklaringen findes i de sidste to vers, hvor landskabet bliver en metafor for det danske folks karakter:

Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!

De to vers handler på billedplanet om, at danskerne ikke bryder sig om store højder, men finder sig bedre tilpas i de flade landskaber. Denne betydning overføres til et andet område. De store højder bliver et billede på overfladisk, materialistisk praleri, mens det flade landskab bliver et billede på en inderlig og jordbunden ydmyghed. De to vers handler altså på realplanet om danskernes ydmyge karakter.

Ordet ’Blæst’ er nøglen til at forstå denne metafor. ’Blæst’ betyder nemlig ikke kun en stærk vind. Ordet blev i digtets samtid også brugt som et udtryk for en pralende optræden. Vi kan stadig genkende denne betydning i et tillægsord som ’opblæst’, og når vi siger, at nogen ’blæser sig op’.

I digtets sammenhæng er det i øvrigt værd at bemærke, at metaforen i den bogstavelige betydning ikke rigtig giver mening. For er der noget, der kendetegner Danmark og det danske klima i sammenligning med andre lande, er det blæsten. Hvis ikke vi i...