Personkarakteristik

Wilhelm og Elise er novellens hovedpersoner

Der optræder en del personer i “Sildig Opvaagnen”. Dr. L* er på en måde historiens hovedperson, fordi novellen handler om årsagerne til hans selvmord. Men hans kone, Elise L*, og novellens jegfortæller, præsten Wilhelm C*, er de egentlige hovedpersoner.

Novellens dybeste konflikt udspiller sig i Wilhelms forsøg på at forstå og beskrive Elise. Han er meget fascineret af hende og har som ung også været forelsket i hende. Det ser man især i hans måde at omtale hende på i minderne fra deres fælles ungdomstid. Her taler fx om “hendes ranke, fuldkommen skjønne Figur”.

Måske er han stadig hemmeligt forelsket i hende på fortælletidspunktet. Men de varme følelser overskygges nu af hans moralske fordømmelse af hende på grund af hendes affære med Frans H*. Det er på den måde en indre konflikt i Wilhelm, der er novellens centrale konflikt, mere end det er en konflikt mellem ham og Elise. Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at hun er en aktiv del af konflikten.

Hun er dog fortsat “Hovedpersonen i denne Tragoedie”, som Wilhelm betegner hende. Men hun bliver det på en lidt anden måde, end Wilhelm lægger op til med sine fortællerkommentarer. Her holder han hende ansvarlig for affæren med Frans og dermed for, at to familier bliver ødelagt. Når vi kan sige, at Elise er novellens anden hovedperson, er det fordi hun selv kommer til orde i teksten. Det sker i tre breve til Frans, der viser hendes indre følelsesliv og nuancerer det meget negative billede af hende, som Wilhelm gerne vil give.

Wilhelm har været hemmeligt forelsket i Elise

Fortælleren Wilhelm har som ung været hemmeligt forelsket i Elise. Det fremgår flere steder i novellen, der giver en komplekst billede af ham både som fortæller og som person. Vi kan ikke se forelskelsen særligt tydeligt i hans beskrivelse af Elise. Tværtimod er han så fuld af fordømmelse og foragt over for hende, at han ikke direkte formulerer nogle varme følelser for hende. Men ser vi nærmere på både hans sprogbrug og tanker, når han skildrer Elise, viser der sig at ligge varmere følelser bag alle hans fordømmende ord.

Hans sprogbrug er både negativ og positiv i beskrivelsen af Elise

Wilhelm fordømmer igen og igen Elise. Han mener, hun er skyld i sin mands selvmord. Han sammenligner hende blandt andet med en vampyr, der er “udvortes levende, indvortes livløs”. Til sidst konkluderer han, at hun er og bliver en “vellystig og samvittighedsløs Kvinde”.

Det gør Wilhelm endnu mere vred, at Elise efter sin mands selvmord ikke lader til at angre noget som helst. Han er sikker på, at hun vil kunne læse hans historie om hende “uden at tabe en Maske”, det vil sige uden at blive det mindste berørt.

Men den fordømmende sprogbrug er kun den ene side af sagen. Den lader til at høre til på novellens fortælletidspunkt og ikke i den fortalte tid, det vil sige i Wilhelms yngre år. Når Wilhelm går tilbage i tiden og fortæller om vennekredsens ungdom og tidlige voksenliv er han nemlig anderledes positiv...