Analyse

“Sildig Opvaagnen” er en kompleks novelle. Den er typisk for Bilchers forfatterskab, fordi den behandler temaer som hemmelige følelser og farligt begær. Den er fortalt på en kompleks måde, hvor fortælleren selv spiller en stor rolle. Det er også typisk for flere af Blichers noveller. “Sildig Opvaagnen” kræver et grundigt analysearbejde. Det er dog umagen værd, fordi analysen viser os, at novellen handler om eksistentielle temaer og valg i livet, som vi alle kan genkende, også næsten 200 år efter novellen blev skrevet.

På de følgende side finder du først en række arbejdsspørgsmål, som du med fordel kan forsøge at svare på, inden du læser vores bud på besvarelserne. Det er grundige svar, vi kommer med, men de er ikke udtømmende. Det skyldes, at novellen har så mange lag, at man kan blive ved med at analysere den. Det er blandt andet derfor, den stadig bliver læst i dag.

Under personkarakteristikken gør vi meget ud af fortælleren Wilhelm. Han er historiens fortæller og prøver på overfladen at fremstå som et troværdigt og moralsk menneske. Men der er for mange selvmodsigelser og følelser på spil i ham, til at det er troværdigt. Vi analyserer også Elises rolle i novellen og forholdet mellem Wilhelm og Elise.

Miljøbeskrivelsen er præget af, at novellen foregår i en provinsby. Det gælder både det fysiske og sociale miljø, som vi ser nærmere på. Det sociale miljø er særligt interessant, fordi det er præget af borgerskabets normer, hvor sex og hemmeligt begær på novellens tid ikke rigtig hørte hjemme nogen steder, selv om det var velkendte følelser.

Novellens sprog er præget af tiden, den er skrevet i. Stilen er meget høj og præget af en del sproglige billeder, som vi gennemgår i analysen. Sproget er med til at gøre novellen vanskelig at forstå, men det giver også “Sildig Opvaagnen” en særlig karakter. Den sproglige analyse bliver en nøgle til forståelsen af flere af hovedtemaerne, blandt andet de hemmelige følelser, som bliver en drivkraft for flere personerne.    

Herefter går vi i dybden med novellens fortælleteknik, som er meget berømt. Wilhelm er ofte blevet betegnet som en upålidelig fortæller, der forsøger at lede læseren på vildspor. De fortælletekniske greb viser dog, at han frem for alt leder sig selv på vildspor. Han ignorerer sine inderste følelser og forfalder i stedet til simple fordømmelser af Elise, som vi blandt andet kan se i novellens mange fortællerkommentarer.

Novellens komposition er præget af, at fortællingen er sat ind i en ramme. Vi starter og slutter med at høre om samme begivenhed, nemlig Dr. L*s selvmord, og om fortælletidspunktet, der ligger nogle år efter selvmordet. Den mellemliggende fortælling forklarer årsagerne til selvmordet, blandt andet ved at vise historiens vendepunkt. Vi ser desuden nærmere på virkningen af, hvordan novellen begynder og slutter.

Til sidst analyserer vi “Sildig Opvaagnens” genretræk. På nogle måder ligner teksten en kort roman, fordi der er et forgrenet handlingsforløb og et relativt stort persongalleri med mange nuancerede personkarakteristikker. Men teksten er en novelle af en del årsager, som vi gennemgår grundigt. Vi ser også på de træk ved teksten, der gør den til en form for tragedie.

Analysen kan både bruges til mundtlig forberedelse og til en skriftlig opgave.

Se også vores model til novelleanalyse: