Perspektivering
”Høstgildet” er typisk for Heretica-modernismen
”Høstgildet” er skrevet af Martin A. Hansen, der var en af de vigtigste forfattere ved Heretica-tidsskriftet under Heretica-modernismen. Heretica-forfatterne skrev med udgangspunkt i deres oplevelser under anden verdenskrig. Krigen varede fra 1939 til 1945, og mange millioner mennesker mistede livet. Krigens ondskab og brutalitet rystede verden, hvilket førte til værdikrise i den vestlige verden. Man var blevet i tvivl om, hvilke værdier der var gode og onde, og om mennesket overhovedet var et godt væsen.
Heretica-forfatterne var optagede af de mange eksistentielle spørgsmål, som krigen medførte. De ville gerne undersøge, hvad det vil sige at være menneske, hvad meningen med livet er, og hvilken rolle religion spiller i individets liv. Ingenting var givet efter krigen, og derfor mente forfattere som Martin A. Hansen, at man måtte tale og skrive om tvivlen. Man måtte prøve at finde ud af, hvad svarene var på de store spørgsmål.
”Høstgildet” handler om en præst, hvis tro på sig selv og på gud bliver sat på prøve, da Jens Otto dør. Novellen udtrykker på den måde den tvivl, der er typisk for Heretica-modernismen. Præsten har svært ved at finde ud af, hvilken rolle han skal spille, da Jens Otto dør. Han føler ingenting, da han lukker drengens øjne, og det forvirrer ham.
Til sidst i novellen efterlader præsten sin præstekjole derhjemme. Han tager over til Jens Ottos forældre uden sit præstetøj, og da han skal udføre sin gerning som præst, tvivler han. Hans tvivl viser dog, at han er et menneske, og denne sårbarhed gør, at Jens Ottos forældre kan bearbejde deres sorg.
Martin A. Hansen viser med novellen, at tvivl ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Præsten kan ikke hjælpe Jens Ottos forældre, før han accepterer, at han må investere sig som menneske i deres sorg og ikke som præst.
