Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Høstgildet” er en alvidende tredjepersonsfortæller. 

 En tredjepersonsfortæller er en fortæller, der ikke fortæller gennem et ’jeg’, men i stedet med tredjepersonsstedord som ’han’, ’hun’ og ’de’. Fx: ”Naar hun for gennem den lille, sure Folkestue, som de to Tællelys daarligt kunde oplyse, raabte hun hver Gang, at de maatte sørge for at fylde Tallerkenen og tage sig en Dram”.

En enkelt gang skifter historien til et ’jeg’ i ”Høstgildet”. Det sker, da vi får adgang til præstens forvirrede tanker efter, at han har lukket Jens Ottos øjne i:

Han havde set flere Mennesker dø, og han havde set mange døde, men han mindedes ikke, han havde lukket Øjnene paa nogen. Nej, det har jeg aldrig, tænkte han. Det er en fortrolig Vennetjeneste, man gør den døde, at lukke hans Øjne, og jeg har tit ønsket at gøre det. Men jeg har altid skyet det, naar Øjeblikket var der. Og hvorfor? Jeg ved det ikke. Jo, det blev saa krævende og ubegribeligt. Men nu har jeg lukket Drengens Øjne, og det var som at stille paa Uret hjemme i Stuen.

Midt i afsnittet virker fortællerstemmen til at skifte fra et ’han’ til et ’jeg’. I virkeligheden er det dog ikke fortællerstemmen, der skifter. I stedet er det fortællerens alvidenhed, der gør, at vi møder et ’jeg’. Fortælleren har nemlig adgang til præstens tanker, og vi er i dette afsnit så langt inde i præstens indre liv, at vi får hans tanker gengivet direkte med den ’jeg’-stemme, som præsten bruger om sig selv. Fænomenet kaldes nogle gange for indre monolog, fordi fortælleren gengiver, hvad en person tænker.

Det er et kendetegn ved en alvidende fortæller, at fortælleren har adgang til flere personers tanker og følelser. En alvidende fortæller har det store overblik over begivenhederne og kan nemt bevæge sig fra ét sted til et andet og fra én persons tanker til en andens.

I ”Høstgildet” ser vi bl.a. den alvidende fortæller, når fortælleren bevæger sig langt tilbage i tiden. I begyndelsen hører vi, at historien om høstgildet er så gammel, at ”Gaardfolk, Gæster, Tyende er gaaet samme Vej som det sagesløse Offer”. Det vil sige, at de er døde. Fortælleren kan dog nemt bevæge sig tilbage til den Mikkelsaften, hvor historien finder sted og gengive præcist, hvad der skete.

Fortællerens alvidenhed ses også ved den adgang, fortælleren har til personernes tanker og baggrund. Fortælleren ved, hvordan røgterens og præstens barndom har været. Fortælleren ved, hvad præsten tænker, og på et tidspunkt også hvad konen Marie tænker:

Hun syntes, han var blevet meget ældre, furet, udslidt. Han...