Personkarakteristik

Præsten er eftertænksom og usikker

Præsten Kristian er hovedpersonen i ”Høstgildet”. Vi møder ham første gang i Øverstestuen, hvor han skal til at holde tale for forsamlingen af bønder. Allerede her fornemmer vi den usikkerhed og tvivl, som præsten føler: ”Præstens Stund var forlængst inde. Mange skottede til hans Haand, der allerede havde fattet om en Ske og naar som helst kunde slaa paa Glasset. Men Præsten tøvede”.

Præsten sidder og tænker over, hvad han skal sige. Han ved, at gæsterne ønsker en tale, de let kan glemme, så snart den er ovre. Eller som de kan huske, på samme måde som de husker, hvad der bliver serveret til festen. Talen skal derfor helst være en slags ”let kristelig Poesi”, men præsten overvejer at tale ”saa det vilde ryste dem”. Han ombestemmer sig dog hurtigt igen, for han kender sig selv og ved, at han slet ikke tør tale sådan til flokken af bønder. Hans ubeslutsomhed viser hans usikkerhed og eftertænksomhed.

Præstens tanker og udseende viser hans sjælelige uro

Præsten beskrives som ”aandsfraværende og næsten sky”. Han kender ”lidt til Mennesker og meget til sig selv”, hvilket viser os, at han ikke er så social. Han bruger meget tid på at tænke over, hvem han er, og hvem han gerne vil være. Men han er ikke god til at gøre sine tanker til handling:

Mens hans Øjne blev mere haarde af den Dom, hans Tanker allerede var ved at forme i hvasse Sætninger, kunde han alligevel intet Øjeblik bilde sig selv ind, at han vilde tale saadan. Var der ikke andet, som hindrede ham, saa var hans Taktfølelse Hæmning nok.

Vi hører, at han ikke har ”den Forkyndelsens ild, som brænder gennem alt”. Det betyder, at han ikke kan formidle det kristne budskab med den styrke og overbevisning, som han ønsker. Han er usikker på sig selv, og det virker til, at han har haft denne usikkerhed hele sit liv:

Præsten var en lys og tætbygget Mand med et ædelt formet Hoved, og fremmede vilde vel gætte paa, han stammede fra en gammel Embedsslægt, maaske en gejstlig Æt, men han var en af disse Bondesønner, der fødes til Bogen og megen sjælelig Uro.

Vi hører her, at præsten er bondesøn. Han er på den måde ligesom mange af dem, der sidder med til gildet på gården. Præsten fandt dog ingen interesse i gårdlivet. Han var i stedet født ”til Bogen”, hvilket vil sige, at han har været interesseret i biblen og dens fortællinger som barn. Det tilføjes også, at han er født til ”sjælelig Uro”. Tilføjelsen viser os, at præsten er typen, der sætter spørgsmålstegn ved tilværelsen. Han har en indbygget uro i sin sjæl, der gør ham til en eftertænksom og tvivlende person.

Præstens handlemåde viser at han gerne vil hjælpe de efterladte

Senere i novellen følger præsten efter Jens Ottos far ud i mørket. Jens Ottos far spørger præsten, om han kan gøre Jens Otto levende. Det svarer præsten ikke på, hvorefter faren går.

Præsten sidder tilbage med en masse tanker: ”Præsten vidste ikke, hvad han skulde gøre. Han vidste heller ikke, hvor længe han havde siddet der. Da han rejste sig, vidste han ikke, hvor han skulde gå hen”. Det er tydeligt, at præsten er usikker på, hvad den bedste handling vil være. Han ved ikke, hvordan han bedst trøster Jens Ottos familie.

Præsten synes, at opgaven er uoverkommelig. Han tror, at Jens Ottos far spørger, om han kan gøre Jens Otto levende igen, men faren spørger ikke, om han kan gøre sønnen levende ”igen”. For faren handler det ikke nødvendigvis om at vække Jens Otto til live i virkeligheden, men om at gøre ham levende i overført betydning. Præsten forstår dog spørgsmålet i bogstavelig forstand og føler sig overvældet, for selvfølgelig kan han ikke gøre Jens Otto levende igen.

Det ender derfor med, at præsten går hjem og taler med sin kone, Marie. Hans tvivl på sin tro bliver for a...