Sprog

Den sproglige stil er realistisk

Den sproglige stil er realistisk i en novelle, når sprogbruget minder om noget, der kunne forekomme i virkeligheden. Realistisk sprog er ofte præget af hverdagssprog, talesprog og dialog. Sproget er realistisk i ”Høstgildet”, fordi det virker naturligt. Fortælleren beskriver situationerne på en måde, der ikke virker iøjnefaldende eller mærkværdigt, og der dukker ikke ord op, der bryder den sproglige stil, fx:

Folkene, Gaardens egne og et Par fremmede Kørekarle, tog godt til sig af Mad, Gammeløl og Dramme. Brændevinen virkede allerede paa dem, saa de blev nærgaaende mod de tjenende Piger. De havde deres Morskab af Drengen Jens Otto som de vilde have til at tage endnu en Snaps.  

Fortælleren gengiver her i et realistisk sprog, hvad der skete den Mikkelsaften, hvor Jens Otto døde. Der bliver brugt ord som ”Kørekarle”, ”Gammeløl” og ”Dramme”, der passer til den tid og det miljø, som novellen foregår i. Det gør sproget realistisk. 

Personerne i novellen har også et realistisk sprog. Fx taler den barske og rå røgter i korte, aggressive sætninger, hvilket passer godt til den person, han er:

En til, saa maa du prøve mine lange Støvler! Drengens Kinder glødede, han vilde nok gerne, men det turde han vist ikke, lo han genert. - For hvem? For din Far? Han sparer ikke selv! sagde Røgteren, og han har nok ladet jer smage det, naar I ikke havde Brændsel i Ovnen, hvad?

Han taler i en lav sproglig stil. En lav sproglig stil er kendetegn ved et hverdagsagtigt, afslappet sprog, der indeholder slang og korte sætninger. Han bemærker, at Jens Ottos far ikke sparer selv, dvs. at han drikker meget. Den grove tone passer med de forventninger, vi har til en fuld arbejdsmand, der har haft en hård barndom.

Præstens sprog er anderledes. Han bruger billedsprog og længere sætninger, der viser os, at han har en høj sproglig stil. Fx:

Men saa kan jeg heller ikke være Præst længere, Marie, fortsatte han, jeg kan ikke være Præst denne Nat ud. Ved du, hvad det er for en Nat? Nej, nu kan vi ikke forstille os længere, ikke mere spille den Hjertens fine Komedie. Du skal ikke mere stive mig af med Talen om, at man ser op til mig, har Tillid. Hvad er en Forkynder, som alle kan lide, men som ingen hører? En Kirkens Konditor. Og hvorfor skulde de dog? Hvordan kan de tro mig, naar jeg ikke tror?

Han bruger her udtryk som ”Hjertens fine Komedie” og ”Kirkens Konditor”. De viser os, at han bruger sproget på en anden måde, end røgteren gør. Han taler i billeder og metaforer, men det er også realistisk, at en præst vill...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind