Analyse

Denne analysehjælp gennemgår novellen ”Høstgildet” af Martin A. Hansen Du finder herunder et overblik over de vigtigste punkter i vores analyse. Husk, at din færdige analyse af ”Høstgildet” ikke bare skal være en opremsning af en række pointer. Vælg en vinkel og et fokus, så du får en rød tråd i din analyse.

Vi begynder vores personkarakteristik med en analyse af præsten, fordi han er hovedpersonen i ”Høstgildet”. Vi kigger også på Jens Otto og røgteren. Vi gennemgår personernes forhold til hinanden og forklarer, hvad det vil sige, at personerne er runde.

Novellen foregår i et landmiljø. Vi analyserer det fysiske og sociale miljø på gården og i området ude ved sandbankerne. Vi ser også på, hvilken virkning det har, at miljøet er et landmiljø. Vi ser desuden på den måde miljøet beskrives på.

Sproget i ”Høstgildet” er realistisk. Det vil sige, at sprogbrugen virker som noget, vi kunne møde i virkeligheden. Desuden virker tekstens miljø, personer og handling som virkelighedstro. Det er også en effekt af den realistiske stil. Der er samtidig brugt meget billedsprog i novellen. Vi kigger i afsnittet om sprog på, hvilken virkning det har. Vi kigger også på titlen samt navnene Johan og Kristian og deres særlige betydninger.

I afsnittet om fortælleteknik ser vi på fortællertype, synsvinkel og fremstillingsform. Bl.a. forklarer vi, hvorfor vi kalder fortælleren alvidende. Vi kigger også på brugen af medsyn og bagudsyn samt den sceniske og panoramiske fremstillingsform.

Kompositionen i ”Høstgildet” er umiddelbart typisk for en novelle. Handlingsforløbet er lineært med en begyndelse, midte og slutning. Novellen begynder med en præsentation, mens slutningen er lukket. Der er to vendepunkter i novellen, et stort og et lille, hvor novellens handling ændres markant. Vi kigger på disse to vendepunkter i analysen.

Vi gennemgår en række af de typiske novelletræk i afsnittet om genre. ”Høstgildet” har de fleste af novellegenrens kendetegn, men den afviger ved at have et stort og et lille vendepunkt. Typisk er der kun ét vendepunkt, men ”Høstgildet” bryder med novellens kendetegn ved at have to.  

Som indledning på analysen finder du en række arbejdsspørgsmål til ”Høstgildet”. Det er en god idé at tænke over og skrive nogle noter om, hvad du selv vil svare på spørgsmålene, før du kigger på vores analyse. Vores analyse af novellen går i dybden med en række udvalgte pointer, så vi kommer ind på de punkter, der normalt indgår i en analysemodel. Vi kan dog ikke nå igennem alt i novellen. Hvis du falder over noget i novellen, der virker interessant, kan du derfor sagtens bruge det, selvom det ikke er beskrevet i analysehjælpen.

Analysen af ”Høstgildet” kan både bruges til mundtlig forberedelse og til skriftlige opgaver.

Se også vores model til novelleanalyse:

Novelleanalyse

Denne analysemodel til noveller er tænkt som en hjælp til dig, der skal analysere en novelle i dansk. Den kan bruges som inspiration til alle typer af noveller, og den er god, uanset om du skal skrive opgave eller skal til eksamen.