Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Franz Pander” er en tilbagetrukket alvidende tredjepersonsfortæller. Fortælleren optræder ikke som person i teksten og er heller ikke er specielt fremtrædende med sine kommentarer.

Fortælleren har til gengæld adgang til især Franz Panders, men også Madam Panders tanker og følelser og er derfor alvidende. Deres tanker refereres dog kun udvalgte steder, og vi får slet ikke adgang til fx Miss Ellinors eller de øvrige tjeneres tanker, med undtagelse af den allersidste sætning, hvor vi får en vis adgang til Johannes indre. Vi har understreget den del af sætningen, der røber noget om Johannes tanker:

Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne - hun vidste ikke selv hvorfor - Haanden knyttet op imod Himlen.

Det sidste eksempel er dog en undtagelse fra novellens hovedtendens, hvor det er Franz Panders følelser og tanker, vi får indblik i. Det peger i retning af dét, vi kan betegne som en personbunden tredjepersonsfortæller, hvor det Franz Pander er den person, som fortællerens perspektiv er knyttet til. Fortælleren er dog også i stand til at bevæge sig ud over Franz Panders perspektiv. Derfor er det alligevel det mest præcise at tale om en alvidende fortæller.

Den begrænsede gengivelse af personernes indre gør, at det hovedsageligt er læserens opgave at analysere sig frem til, hvordan personerne tænker og føler. Det kan vi analysere os frem til på baggrund af, hvordan personerne kommunikerer og interagerer med hinanden. Fortælleren holder sig på afstand og beskriver for det meste begivenhederne udefra. Fortælleren griber ikke afgørende ind og serverer fortolkningerne for os.

Indimellem er der dog udtryk, der virker som fortællerkommentarer. Fx står der i den indledende beskrivelse af Franz Pander: ”Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til”. Det er en slags kommentar, der udtrykker forundring over, hvad Franz Pander dog er for en mærkelig dreng.

Som ofte hos Herman Bang kan man dog ikke rigtig sige, at det er en fortællerkommentar. Det er snarere, som om kommentaren hører til hos en eller flere af novellens personer. Her kunne det være hans mor, der undrer sig over, hvad han egentlig går og laver. Det understreges af en efterfølgende replik, hvor hun spørger sin søn direkte: ”Hvor har Du dog været, Franz?”

Replikken udtrykker samme mundtlige tone, som den undrende kommentar: ”Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til”. Det kan derfor sagtens være noget, Madam Pander har tænkt for sig selv eller sagt til en bekendt i kvarteret. Det kan også være udtryk for en almindelig undren i kvarteret over, hvad Franz Pander er for en sær dreng. Han leger ikke de samme lege som de andre drenge, og han ligner dem heller ikke. Det er derfor også oplagt, at det kan være en eller flere naboer, der ser ham vende hjem og siger til hinanden: ”Pokker vide egentlig, hvad han tager sig til”.

Virkning

Den tilbagetrukne alvidende tredjepersonsfortæller bevirker, at vi som læsere selv må stå for at udlede pointerne. Det er op til læseren at begribe og fortolke personernes gøren og laden. Det er gennem handlingerne, beskrivelserne og dialogen, at vi skal udlede, hvad der egentlig foregår. Fortælleren giver os ikke mange tydelige svar.

Til gengæld kan den alvidende fortæller lægge forskellige ledetråde og spor ud. De...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind